Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Efter voldsomt knivoverfald: Sagen tager en overraskende drejning

Af Michael Qureshi
Presse-fotos.dk
Presse-fotos.dk

To mænd på 22 år blev i formiddags anholdt, fordi Nordjyllands Politi mistænker dem for det alvorlige knivstikkeri, der skete tidligt samme morgen på adressen Ved Stranden i det centrale Aalborg.

Her blev to mænd stukket med kniv, hvoraf det ene offer fortsat er i kritisk tilstand.

De pårørende til ofrene er blevet underrettet. Den anden stukne person er dog også nu mistænkt i sagen og derfor ligeledes anholdt.

Det oplyser Nordjyllands Politi fredag aften i en pressemeddelelse.

Politiets fik omgående iværksat en massiv efterforskning, der hurtigt kunne lede politiets efterforskere i retning af to mistænkte.

Og få timer efter knivstikkeriet blev de anholdt på en adresse i det sydlige Aalborg. 

Det oplyser lederen af politiets efterforskning af sagen, politikommissær Lene Mikel Madsen, der siger: 

“Vi fik hurtigt solide spor at gå efter, så vi allerede kl. 09.42 kunne skride til anholdelse af de to mistænkte mænd. Pågribelsen af de to mistænkte skete på en adresse i det sydlige Aalborg.”

Efter voldsomt knivoverfald: Sagen tager en overraskende drejning
Presse-fotos.dk

 Fremstilling i grundlovsforhør 

 Efterforskningslederen oplyser videre, at de to anholdte mænd, der har tilknytning til lokalområdet, sigtes for forsøg på manddrab.

De skal begge to fremstilles i grundlovsforhør i retten i Aalborg i morgen tidlig, 13. november 2021, kl. 0915. 

Lene Mikel Madsen kan ikke kan udtale sig i detaljer om motivet til knivstikkeriet eller andre af sagens enkeltheder, men udtaler dog:  

”Det er de elementer, som vores videre efterforskning af hele hændelsen nu skal afdække præcist.

Men det er ikke banderelateret. Vores efterforskning har vist, at det er en uoverensstemmelse mellem nogle personer, der giver anledning til sammenstødet.”

Yderligere én anholdelse

De to ofre – to mænd på 27 og 20 år – blev ramt af knivstik.

Begge personer blev transporteret til sygehuset, hvoraf den ene fortsat er i kritisk tilstand. Politiet har ingen yderligere informationer om deres sundhedstilstand. Begge ofre er bosiddende i Aalborg Kommune – og de nærmeste pårørende til dem begge er blevet underrettet. 

Politiets efterforskningskridt hen over eftermiddagen viste dog desuden, at det ene offer, den 20-årige, formentlig har været involveret i knivstikkeriet mod den 27-årige.

Derfor er også han nu anholdt, hvilket skete kl. 14.58. Og den 20-årige skal derfor fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Aalborg i morgen kl. 09.15 sammen med de øvrige sigtede, hvor han også er sigtet for forsøg på manddrab. ‘

Men de nærmere omstændigheder skal politiets efterforskning nu udrede, hvorfor der heller ikke er yderligere oplysninger angående dette. 

”Vi har nu et stort stykke efterforskningsarbejde foran os, der skal klarlægge præcist, hvad der er sket før, under og efter knivstikkeriet,” fastslår politikommissær Lene Mikel Madsen, der til sidst oplyser, at politiet af hensynet til efterforskningen vil begære lukkede døre ved grundlovsforhøret.  

Politiet har ingen yderligere oplysninger i sagen på nuværende tidspunkt.