Caribiske vibes: Ny café åbner med gratis burgere
Sol året rundt, skønne sandstrande og en smeltedigel af kulturer.
Caribien er højt på manges bucket list, når det kommer til drømmerejsedestinationer – og forståeligt nok.
Rækker pengepungen ikke helt til en tur til det caribiske øhav, kan du få en “bid af Caribien”, når en ny café ved navn Pedal Pushers Café slår dørene op på Østerbro 20 torsdag den 23. maj klokken 07.00.
Deres iøjnefaldende logo har længe været monteret på facaden, men det er først nu, at aalborgenserne får lov til at udforske byens nye mødested, der kommer til at servere alt fra BMO og kaffe til burgers og cocktails samt muligheden for at få repareret din cykel (ja, du læste rigtigt).
Åbningen fejres selvfølgelig med et godt tilbud: Pedal Pushers Café tilbyder gratis burgers til de første 50 gæster på torsdag, og derudover giver de 25% på alle drikkevarer hele dagen og 25% på cykelreparationer.
Vil sprede sol på regnvejrsdage
Det er Bosse Bertelsen og hans kompagnon, Andreas Sylvester Holst, der sammen driver El Santo i Aalborg Streetfood og Friis Streetfood, der er gået sammen med cykelhandleren Kristian Ramdhanie om caféen.
Kristians to cykelbutikker bærer navnet Pedal Pushers, og den ene ligger i det tilstødende lokale på Østerbro 20.
Her vil man kunne aflevere sin cykel og efterfølgende hoppe ind i caféen til eksempelvis en kop kaffe.
“Vores koncept er cykler, mad og drikke. Vi prøver at forene dem på Østerbro, som er en meget trafikeret vej, hvor cykler tonser frem og tilbage,” fortæller Bosse om caféen og slår fast, at det bliver en café ulig andre i Aalborg.
“Nu bliver jeg måske lidt cocky, men vi kommer til at have en vibe, som man ikke har set i en café i byen før. Der kommer ikke til at være stille derinde.
Vi vil skabe en stemning af sol selv på regnvejrsdage med fed musik og masser af samtaler med kunderne,” forklarer han.
Og hvorfor så lige Caribien?
“Kris er fra Caribien. Vi mødtes, da jeg købte en cykel fra hans butik. Vi kom rigtig godt ud af det med hinanden og snakkede om, at det kunne være sjovt at lave noget sammen en dag. Det tog måske lidt overhånd, og nu har vi en café,” siger han muntert.
Burgere lavet fra bunden
På skiltet på Østerbro 20 står der “food, bikes, coffee”, og Bosse lover alle tre ting i rigelige mængder.
“Idéen er, at hvis du cykler på arbejde om morgenen, og din kæde pludselig hopper af, kan du få den fikset, mens du nyder en kop kaffe og en bolle med ost.
Men det skal også være et sted, hvor man kan hygge sig med vennerne om mad og cocktails,” uddyber han.
Åbningstiderne lægger da også op til aftenhygge. Pedal Pushers Café kommer til at have åbent mandag – torsdag kl. 07.00-21, kl. 10.00-24:00 fredag, og kl. 10.00-01.00 lørdag (søndag lukket).
I de senere timer på dagen (fra klokken 16.00) vil du kunne vælge mellem seks slags hjemmelavede burgere: Classic, Cheese Burger, Bacon Burger, Chili Burger, Bacon Cheese Burger og Chili Cheese Burger.
Cocktails er der indtil videre tre styks af, alle inspireret af Caribien, som er navngivet Trinidad Issues, Rom Runner og Rom Punch.
Derudover byder menukortet også på hjemmelavede vafler, sodavand og kaffe i alverdens afskygninger.
“Det er vores eget kaffeblend,” tilføjer Bosse.
Kaffe og alle de andre lækkerier vil du altså kunne smage til åbningen på torsdag.
Følg med på Pedal Pushers Cafés Instagram her.