Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Ny café åbner snart: Det er aldrig set før i Aalborg

Af Michael Qureshi
Foto: Landmad.dk
Foto: Landmad.dk

Restaurationsmiljøet i Aalborg spirer.

Applaus, Den Bette Kro og Aurum79 er nyåbnede i tre forskellige kategorier, men fælles for dem alle er kvalitet. I august lander Brødrene Price i MEAT’s tidligere lokaler på C.W. Obels Plads og hæver niveauet yderligere.

Lige om hjørnet venter også en ny spændende satsning. Noget som aldrig er set før i Nordjylland. Den 25. juni åbner Landmad i Vesterå 5.

Det bliver en kombination af en hyggelig café og en købmandsbutik. Konceptet er landsdækkende og går i al sin enkelthed ud på, at man tager landets gårdbutikker ind i centrum af større byer.

Landmad-konceptet er blot lidt over tre år gammelt, men har succes i byer som Roskilde, Silkeborg og Horsens. Nu udvider man med en franchise-butik i Aalborg.

Det er Aalborg-parret Annette Larsen og Jan Andersen, der står bag satsningen i Vesterå. De glæder sig til at komme i gang og præsentere et helt nyt koncept i 9000.

“Vi er meget spændte på at komme i gang. Vores koncept går på bæredygtighed i produktionen og god kvalitet. Det gælder om at finde de små producenter rundt omkring i regionen. Få er globale, da sådan noget som f.eks. kaffe af gode grunde ikke kan produceres i Danmark. Men igen er det med fokus på bæredygtighed og respekt for naturen og dyrene,” fortæller Annette Larsen.

Landmad Aalborg
Sådan ser der ud i en af de andre Landmad-butikker i landet.
Foto: Landmad.dk

Café-delen kommer til at bestå af 40 pladser indendørs og 30 pladser i gårdhaven i de lunere måneder. Kan man lide maden og de kvalitetsprodukter, man får serveret, så kan man i stor udstrækning købe det med hjem fra købmandsbutikken.

“Vi er den første af sin slags heroppe i Nordjylland. Så det har været lidt et pionerarbejde med at få så mange lokale produkter ind som muligt. Men det har heller ikke været for enhver pris. Vi har en række kvalitetskrav, som der skal opfyldes,” lyder det fra Annette Larsen.

Landmad Aalborg
Sådan ser facaden ud lige nu i Vesterå 5. Åbningen er dog udskudt til 25. juni

Det er første gang Annette og manden Jan prøver kræfter med restaurationsbranchen.

De har begge været i mediebranchen, hvor de indtil for nylig ejede hver deres lokalavis. Annette havde Uge-Avisen i Svenstrup og Jan havde Rold Skov Bladet i Skørping, som de fra 4. januar i år solgte til Nordjyske Medier.

“Vi fyldte begge 50 i foråret, og vi havde det lidt sådan, at hvis vi skulle prøve noget andet i vores arbejdsliv, så var det nu. Vi søgte sådan lidt omkring på nettet og faldt så over det her koncept, som er ret nyt. Vi var fascineret af det, og fandt det spændende, og nu står vi så her med kort tid til åbning,” siger Annette.

Moderbutikken åbnede i Greenå i 2013. Det var Landsmads stifter, Louise Dolmer, der fik ideen med at rykke en gårdbutik ind i byen.

Landmad Aalborg
Det er lokale producenter, der leverer til Landmad i Aalborg.
Foto: Landmad.dk

Nu bliver nummer syv åbnet, og på landmad.dk kan man læse om en ambition om 50 butikker på landsplan. Men foreløbig bliver Aalborg den største by i Danmark, som Landmad-konceptet indtager.

“Der er ikke en aldersmæssig målgruppe, som vi har lagt os fast på. Vi henvender os til dem, der har en holdning omkring fødevarer,” lyder det fra Annette Larsen.

Fik du læst

Blev fundet på jobnet: Nu er Aalborgs nye stjernekok nomineret til toppris

Sommeren er over os: Vi kårer byens bedste is

Del artikel

Andre læser også