Hygge og lækker mad: Helt ny og unik café åbner i Aalborg

Snart åbner en helt ny café i hjertet af Aalborg.
Der vil være traditionel mad på menuen, men også en helt særlig dessert, man ikke finder andre steder.
Det kan man se frem til, når Café Aalborg om kort tid slår dørene op midt på Gammeltorv.
Schnitzel, smørrebrød og rådhuspandekager
Café Aalborg åbner første gang fredag d. 21. april kl. 11.00 i den historiske bygning midt i Aalborg i smørhullet mellem C.W. Obels Plads og Budolfi Plads.
Det behøver ikke altid at være fancy og nytænkende det hele.
Derfor har de tre ejere, Mogens Borup, Iben Kudera og Per Henrik Jørgensen, langt hen ad vejen holdt sig til de retter, de fleste kender og elsker.

“Vores ønske er at lave en café, hvor alle kan føle sig tilpas og velkommen.
Vi kører med et mindre menukort med noget, der appellerer til både den yngre og ældre generation,” fortæller Mogens, der røber lidt af menuen:
“Vi har traditionel mad med wienerschnitzel, mindre stykker smørrebrød, tapas og æggekage. Det, langt de fleste kan nikke genkendende til.”
Rådhuspandekager med et twist
Rådhuspandekager hører – af uransagelige årsager – kun til i København. Men det skal der laves om på.
Og det bliver der, når Café Aalborg er klar til at mætte byens sultne maver.

“Som noget specielt tager vi som de eneste den københavnske tradition med rådhuspandekage til Aalborg.
Det skal Aalborg også have og ikke kun København – og så er vi jo nabo til råhuset,” forklarer Mogens.
Ambitionen er også, at når folk er viet på Rådhuset, at man så kan gå de ca. 10 meters penge hen til caféen og få bobler og en rådhuspandekage for at fejre det.
Det bliver dog ikke den klassiske rådhuspandekage, som kopieres en-til-en. Det bliver i stedet med et twist:
“Selve pandekagen kan man jo ikke gøre så meget ved, men indeni er en særlig creme med helt specielt indhold, der vil kendetegne vores rådhuspandekage,” forklarer Mogens.
Ejer af legendarisk Aalborg-værtshus
At drive en beværtning er bestemt ikke nyt for de tre ejere.
Faktisk ejer en af de tre ejere, Per Henrik Jørgensen, Gl. Aalborg på Vingårdsgade.
Sjælen, stemningen og hyggen fra det ikoniske brune værtshus er da også noget, der bliver taget med videre til Café Aalborg:
“Vi vil gerne lave en pendant til Gl. Aalborg med de hyggelige lokaler, farver, interiør og stemning.
Blandt andet fortsætter vi med musik og arrangementer på Café Aalborg og på Gammeltorv med hyggestemning ude i det fri,” fortæller Mogens, der selv tidligere har arbejdet på Gl. Aalborg.
Og musik og god stemning kan man allerede nu glæde sig til:
“Vi har ca. 60 pladser udenfor, som er overdækket med parasoller.
Og her kan man allerede se frem til musik på programmet, når vi åbner,” afslører Mogens.
Café Aalborg åbner den 21. april, og herefter vil den være åben alle dage kl. 12-24 på nær søndag og mandag, hvor de holder lukket.