Trods flere protester: Planer om ny Burger King rykker nærmere

Skrevet af: Michael Qureshi
Det er på denne placering, at man vil bygge en ny Burger King. Skiltet blev sidste år ved en fejl placeret
Det er på denne placering, at man vil bygge en ny Burger King. Skiltet blev sidste år ved en fejl placeret

Det har været et brandvarmt emne over en længere periode.

Kan der komme en ny Burger King som nabo til McDonalds på den stærkt trafikerede Hjørringvej i Nørresundby?

Beboerne i området virker ikke til at juble ved tanken.

I den netop offentliggjorte dagsorden til By- og Landskabsudvalgets møde på torsdag d. 3. december kan man se flere hundrede emails med argumenter imod en ny fastfoodrestaurant på lokationen.

Alligevel anbefaler By- og Landskabsforvaltningen, at selve udvalget godkender, at man arbejder videre med planlægning for en kommende fastfoodrestaurant.

Adgangsforhold er en udfordring

Man skriver således;

Forvaltningen anbefaler, at der arbejdes videre med planlægningen for en fastfoodrestaurant.

Adgangsforholdene er dog en stor udfordring, og det er derfor en afgørende forudsætning for at igangsætte planlægningen, at der forinden kan findes en trafikal løsning med vejadgang og adgangsforhold, der opfylder kravene i vejreglerne.

Løsningen forudsætter en frivillig udbygningsaftale om et lysreguleret kryds på Hjørringvej og en vejlukning af Rosenvænget øst for Krusemyntevej,” lyder det.

Kommunen oplyser, at de har fået 151 skriftlige henvendelser som primært argumenterer imod en kommende Burger King lige ved siden af McDonalds.

Trafikalt kaos og skole som nabo

Argumenterne fra borgerne varierer lige fra frygt for trafikalt kaos til at det er en dårlig ide med endnu en fastfoodrestaurant lige ved siden af en skole i forhold til elevernes sunde vaner.

En kuriøs detalje er, at der for noget tid siden faktisk blev placeret et skilt med “her kommer en ny Burger King” på lokationen, men det viste sig at være en fejl fra en entreprenør som var ved at bygge Burger King i Svenstrup. Det kan du læse om her.

I samme område har der også været planer om at bygge en større dagligvarebutik fra en kæde, der ønskede at etablere sig på Nørre Uttrup Torv.

Det ville medføre at de nuværende butikker på det lille torv skulle nedlægges heriblandt en kiosk og Sushi Mania. Men det ser ikke ud til at blive en realitet.

Anbefaler at droppe ide

Det skriver man i den nye dagsorden.

Forvaltningen anbefaler, at der ikke arbejdes videre med planlægningen for en dagligvarebutik til erstatning for det eksisterende erhvervs- og butiksmiljø.

Eventuel fremtidig planlægning for detailhandel i Nørre Uttrup bydelscenter forudsætter en samlet vision for helheden i området, og skal ske på baggrund af strategierne i byudviklingsplanen for Nørresundby.”

Du kan læse dagsorden og mere omkring planerne her.