Har kæmpe succes med Tian Fu: Nu åbner de ny asiatisk BBQ-restaurant i Aalborg
Tian Fu i Shoppen i City Syd har i flere år været blandt Aalborgs mest populære asiatiske buffetrestauranter.
Nu udvider ejerne med et helt nyt koncept.
Restaurant Han, der slår dørene op tirsdag den 7. oktober.
Den ligger blot få meter fra Tian Fu, nemlig i lokalerne hvor Holy Cow tidligere lå.
Oplagt at besøge hvis man eksempelvis skal en tur i Nordisk Film Biografen i Shoppen.
På Restaurant Han bliver det ikke bare klassisk buffet, men et moderne Korean BBQ-koncept, hvor gæsterne selv griller kød og grøntsager direkte ved bordet.
“Restaurant Han kommer til at byde på Korean BBQ ad libitum, hvor du selv griller lækkert marineret kød på grillen ved dit bord og spiser det sammen med noget forskelligt tilbehør.
Der vil også være et lille udvalg af sushi,” fortæller ejer Ting Wang, der også står bag Tian Fu.
Du får det bedste af det hele
Restauranten kombinerer altså det bedste fra to verdener.
Den populære all you can eat-stil fra Tian Fu og den sociale spiseoplevelse fra koreansk barbeque.
Som noget helt særligt bliver gæsterne mødt af blandt andet den rullende robot Bella , der ruller rundt mellem bordene og hjælper med at levere mad og bestillinger.
Derfor er der også gjort ekstra meget ud af pladsen mellem bordene, så Bella og de øvrige robotter kan bevæge sig frit.
“Vi vil gerne give vores gæster en anderledes og sjov oplevelse, hvor man både får lækker mad og en hyggelig stemning, og samtidig prøver noget nyt,” siger Ting Wang.
Restaurant Han holder åbent alle ugens dage:
Mandag til fredag kl. 16.30–22.00
Lørdag og søndag kl. 12.00–22.00
Den nye restaurant ligger i Shoppen i City Syd, og med kombinationen af friskgrillet kød, sushi og robotservering er der lagt op til en helt ny spiseoplevelse i Aalborg.