Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

AaB’s “Godfather”: Det er gået den forkerte vej med AaB

Af Emil Kjær Jørgensen

Selv i buldrende solskin, den smukkeste plæne i mands minde som bagtæppe og med oprykningsfest på menuen, er der rynker i panden på Poul Erik Andreasen i podcasten Bitre Nord.

AaB’s mestertræner fra 1995 og manden bag systemet og metoderne i det moderne AaB, synes holdet er faldet i niveau og ikke har udviklet sig som det burde under opholdet i Nordic Bet Ligaen.

”Jeg har forstået, at AaB ønsker at spille det man kan kalde powerfodbold, hvor man presser højt og straks sætter bolden på spil i længderetningen, når man erobrer den”, siger Poul Erik Andreasen.

Men han noterer sig, at holdet tit kommer i problemer fordi den store risikovillighed og de hurtige bolde fremad er for lette at afkode for modstanderne, hvilket gør dem til et lettere og lettere bytte for selv hold, der på papiret er dårligere, end AaB.

”Jeg savner nogle nuancer i spillet, hvor man har noget andet at byde på, end bare den hurtige bold fremad. At man vurderer hvornår det er tid til at gøre noget andet og hvornår det kan betale sig at støde fremad og tage risici”, siger han i det nyeste afsnit af Bitre Nord.

Afsnittet kan høres fra klokken mandag den 20. maj fra klokken 12.00:

Denne ansættelse bliver AaB’s vigtigste

Generelt har sæsonen ikke budt på den positive spillemæssige udvikling, som man kunne have forventet, og derfor mener Poul Erik Andreasen, at den allervigtigste ansættelse eller transfer AaB kommer til at lave, bliver den nye cheftræner.

”Holdet er ikke blevet sat rigtigt op og trænet på en måde, der har skabt en udvikling. Men jeg tror der er mere fodbold og mere kvalitet i truppen, end vi har set hidtil – og derfor er det uhyre vigtigt, at man finder en træner, der kan forløse det potentiale og træne holdet rigtigt”, siger mestertræneren.

Han har selv fortsat sin gang i klubbens akademi, hvor han superviserer trænerne  – altså er en slags træner for trænerne – og dermed er en ring sluttet, der startede i 70’erne, hvor Poul Erik Andreasen selv spillede på AaB’s førstehold.

I podcasten forklarer han hvad der fik ham til at træde et skridt tilbage fra rampelyset og i stedet for fokusere på, at ungdomsarbejdet og strukturen i kulissen fungerede.

Og han forklarer hvordan det fortsat ligger ham meget på sinde, at fødekæden fungerer.

AaB’s "Godfather": Det er gået den forkerte vej med AaB

Fremtiden tegner lys

”Det tager flere år at genoprette, hvis først en årgang eller to går skævt, så det er vigtigt at holde tungen lige i munden”, forklarer han – og kommer med noget af en teaser til AaB’s fans.

”De kommende ungdomsårgange fra U13 og frem er meget, meget spændende. Der er rigtig mange spillere på hver årgang, som jeg sagtens kan se udvikle sig i den rigtige retning og blive superligaspillere for AaB”, siger han.

Men før de kan komme så langt kræver det dels hårdt arbejde – og en masse tålmodighed. Og på det felt synes han det nye ejer- og lederskab har lidt at justere på.

”Det kan ødelægge en spillers udvikling, hvis man tager dem væk fra U19 holdet og lader dem sidde på bænken på seniorholdet uden at spille. Og der håber jeg, at AaB vil vise mere tålmodighed, end de gør nu”, siger han.

I podcasten Bitre Nord sætter Poul Erik Andreasen også sit All-star hold af spillere, som han har trænet – og runder af med at give 10.000 kroner fra Spar Nord Fonden videre til Alliancen FK, som er et samarbejde mellem Hals FS, Ulsted Boldklub, Holtet IF, Gandrup SK og Vester Hassing GF, der er sat i verden for at sikre, at børnene har et hold at spille turneringskampe på selv om der ikke er nok spillere i deres egen klub.

Lyt med på en hyggelig og lærerig sommeraften på stadion med Poul Erik Andreasen og tidligere sportsredaktør Mikkel Ottesen Lønstrup her.

Del artikel

Andre læser også