Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Gør en forskel: Nuttede hunde søges til særligt team i Aalborg

Af Nathalia Hentze Nielsen

Det er ikke uden grundlag, at man kalder hunden for menneskets bedste ven.

Vores søde, pelsede kæledyr har en helt særlig evne til at sprede smil og glæde, når de kommer med deres logrende hale og gode energi.

Derfor er det heller ikke overraskende, at det oftest er hunde, der både kan hjælpe som terapi- og besøgsdyr.

Har du en hund, du tænker vil egne sig særligt godt til at bringe glæde blandt eksempelvis ældre borgere, har du mulighed for at blive en del af TrygFonden Besøgshunde.

28 hunde og deres ejere har allerede vist interesse og skal i morgen til session (en slags optagelsesprøve) på Sofiegården i Aalborg, hvor de får mulighed for at blive godkendt som besøgshundeteam.

”Vi møder altid mange dedikerede hundeejere til sessionerne, der brænder for at gøre en forskel for andre mennesker. Og den motivation gør, at de frivillige ofte er tilknyttet TrygFonden Besøgshunde i mange år og lægger mange timer og kræfter i besøgene.

Derfor er det skønt, at vi fortsat oplever tilslutning til sessionerne, så endnu flere besøgshundeteams kan sprede smil og stjernestunder blandt de ældre borgere,” siger Galina K. W. Plesner, der er projektchef i TrygFonden og ansvarlig for besøgshundeordningen.

Beboerne blomstrer op, når Diva kommer

Pia Riishøj er en af de dedikerede frivillige, der allerede er med i TrygFonden Besøgshunde.

Siden 2016 har hun hver anden uge besøgt Birkebo Plejecenter i Aalborg. Først med hunden Sally, og nu med 9-årige Diva af racen Welsh corgi cardigan. Og Pia Riishøj er ikke i tvivl om, at besøgene bringer glæde og giver mening.

”De beboere, der har let demens, blomstrer fuldstændig op, når Diva kommer. Især den fysiske berøring er meget givende.

Når de ældre rører ved Divas bløde pels eller får et lille slik på kunden, så stråler deres ansigt på en anden måde, end da vi kom,” siger Pia Riishøj.

Gør en forskel: Nuttede hunde søges til særligt team i Aalborg
Besøgshunden Diva.

Hun fortæller, at besøgene altid vækker gode og rare minder hos de ældre, og at besøgene bringer glæde i en ellers ensformig hverdag. Begejstringen går også begge veje, fortæller Pia Riishøj.

”Diva suser ud af bilen, når vi parkerer, og hun ved lige, hvor vi skal hen. Hun har ikke snor på, for der er kun én vej, og det er lige hen til elevatoren på plejehjemmet.

Så der er også så meget gnist på hundenes vegne også. Det er en kæmpe fornøjelse – også for mig,” siger hun.

Hunde skaber nærvær

Hos aktivitetsleder Lone Kjær Schmidt fra Birkebo Plejecenter er der heller ingen tvivl om, hvor stor glæde, besøgshundeordningen har for beboerne.

Diva og Pia Riishøj er da også det helt rette match, fortæller hun.

”Diva og Pia kommer hver anden torsdag, hvor vi altid har udearrangement. Så går Diva rundt til beboerne og hilser eller lægger sig ved deres tæpper for at blive kælet.

Det spreder så utrolig stor glæde blandt beboerne, for det er netop den form for hygge og nærvær, der gør en ekstra forskel i hverdagen for de ældre,” siger Lone Kjær Schmidt.

Fakta om TrygFonden Besøgshunde:

  • TrygFonden Besøgshunde er et korps af mere end 700 besøgshunde og deres frivillige ejere, som besøger tusindvis af udfordrede og sårbare mennesker på institutioner i Danmark.
  • TrygFondens besøgshunde bruger i alt cirka 39.000 timer på at besøge udsatte og ældre hvert år.
  • TrygFonden Besøgshunde har eksisteret siden 2010.
  • TrygFonden afholder sessioner over hele landet i 2022. I uge 38 skal potentielle besøgshunde og deres ejere til session i Aalborg, Aarhus og Esbjerg for måske at blive en del af besøgshundeordningen.
  • Læs mere på www.besogshunde.dk

Sessionen giver tryghed

At være besøgshundeteam kan være en krævende opgave. Til sessionerne skal hundene derfor både igennem en sundhedsundersøgelse og en adfærdstest.

Hundens ejer skal også til en samtale med personalet fra TrygFonden, så de er klædt på til at være frivillig.

For Diva og Pia Riishøj var det en rigtig god oplevelse, som gav tryghed og bekræftede, at Diva havde potentiale til at være besøgshund.  

”Vi blev rustet til opgaven ved at have været til session. Det er meget betryggende, at man er sikker på, at ens hund er klar til opgaven og ikke bliver forskrækket eller utryg ved høje lyde og pludselig bevægelser,” siger Pia Riishøj.

Læs mere på www.besogshunde.dk

Del artikel