Særlig skolebus gik viralt: Nu udvider skolen ordningen

I marts skrev MigogAalborg om skolelederen på Egense Friskole og Naturbørnehus, der på eget initiativ havde solgt sin BMW for en ottepersoners minibus og henter elever hver morgen.
Og det skabte masser af positiv feedback – både i kommentarsporet under artiklen, og direkte i skoleleder, Artur Stryjaks, indbakke.
“Det er helt vildt al den gode respons, vi har fået,” siger Artur Stryjak.
Skoler fra hele landet har kontaktet Artur Stryjak for at høre mere om ordningen, ligesom nye forældre har fået øjnene op for friskolen.
Så nu er der for første gang venteliste for kommende elever, og skolen udvider ordningen med endnu en mini-skolebus til august.
Gør hverdagen lettere for familier
Mens størstedelen af morgentrafikken – og den offentlige transport – bevæger sig ind mod Aalborg, er det en omvej for mange familier at aflevere børn på skolen i Egense.
Derfor er henteordningen blevet afgørende for flere familier, som ellers ville have valgt skolen fra af praktiske årsager.
Hver morgen kører Artur Stryjak fra sin adresse i Gistrup og samler syv elever op i Storvorde, Skellet og Mou på vej til skolen.
“Vi kan godt mærke, at flere får øjnene op for små skoler som os. Men det skal også fungere praktisk i hverdagen for familierne, og dér hjælper skolebussen virkelig,” siger han.
På bare tre år er elevtallet vokset fra 15 til 37 elever og til august runder skolen 41 elever.
“Og jeg har været nødt til at ansætte en ekstra vuggestuepædagog. Så det har skabt mange positive ringe i vandet,” siger han.
Solgte BMW for at købe bus
Idéen til henteordningen opstod, da skolen manglede elever.
Tidligere havde de forsøgt sig med en traditionel skolebus med plads til mange børn, men det blev hurtigt en dyr løsning.
“Bussen var dyr, og vi skulle aflønne en chauffør med særligt kørekort. Samtidig kunne vi ikke tage på ture uden chaufføren. Det var simpelthen for dyrt og besværligt,” siger Artur Stryjak.
Løsningen blev i stedet en mindre minibus med plads til syv elever, som alle med almindeligt kørekort må køre.
Og den blev hurtigt populær blandt både elever og forældre.
Kort tid efter var alle pladser fyldt.
Nu udvider skolen så henteordningen med endnu en minibus.
Lige nu bliver den ekstra bus brugt til ture ud af huset, men fra det nye skoleår bliver den en fast del af morgenkørslen.
“Vi bruger Aalborg by rigtigt meget, og kører blandt andet til Utzon Center, i svømmehal, på Kunsten og så videre. Så vi er tit ude at køre,” siger skolelederen.
Mens Artur Stryjak fortsætter bag rattet på den ene rute, bliver det børnehusets børnehaveleder, der skal køre den nye bus.
“Det er mega smart. Vi har justeret lidt i vagtplanen, så hun først møder klokken 8. Derfor kan hun samle skolebørn op på vejen,” siger han.
Hun bor i Klarup og kan samle elever op i Klarup, Storvorde, Skellet og Mou.
Dermed åbner skolen igen op for flere pladser i henteordningen.
Det gode budskab spreder sig
Også andre små skoler, kigger på Arturs løsning.
Siden artiklen i MigogAalborg har flere små skoler fra både Fyn og Sjælland kontaktet ham for at høre mere om ordningen.
“Det er bare dejligt, hvis det kan hjælpe andre skoler i samme situation som os,” siger han.
Læs også: Dusør på 5000 kr: Astma-katten Mango er blevet væk