Rekordmange ansøgere: Nu udvider Aalborg-gymnasium
Der er ekstra meget at glæde sig over på Aalborg Katedralskole i år.
Gymnasiet har nemlig oplevet en markant stigning i antallet af ansøgere – faktisk hele 38 procent flere end sidste år.
Det skriver de i et opslag på Facebook, hvor de deler nyheden og glæden over den vilde fremgang.
Den store interesse får nu en helt konkret og mærkbar konsekvens – nemlig at skolen opretter en ekstra STX-klasse til næste skoleår, så der bliver plads til flere af de mange ansøgere.
Det betyder derfor, at der efter sommerferien starter hele ni 1.g-klasser på gymnasiet.
Hos Katedralskolen vækker fremgangen både stolthed og begejstring.
Ifølge skolen er det et klart tegn på, at flere unge kan se sig selv i det faglige og sociale miljø, som gymnasiet tilbyder – et miljø med fokus på både faglighed, personlig udvikling og engagement i hverdagen.
Efter sommerferien kan endnu flere elever dermed se frem til at starte deres gymnasietid på Katedralskolen – og blive en del af et studiemiljø, der i øjeblikket oplever massiv opbakning fra de unge i Nordjylland.
Aalborg Katedralskole tilbyder linjer inden for science, sprog, musik og samfund.
Læs også: I rå lokaler i midtbyen: Tre lokale kunstnere udstiller sammen