Kagemand, kræmmermarked og børneaktiviteter: Vejgaard inviterer til stor byfest


Nu går det endelig løs.
På fredag inviterer Vejgaard Handel til et brag af en byfest i den hyggelige bydel.
Fra klokken 15.00 – 21.00 stikker det helt af med et program, der er tætpakket med aktiviteter for hele familien.
Vi kan bl.a. glæde os til kræmmermarked på Hadsundvej, nordjysk råvaremarked på Vejgaard Torv og et væld af musik og aktiviteter for både små og store.
Her er din guide til Vejgaard Byfest 2023:
Kræmmermarked, råvaremarked og genbrugsshopping
Sidste års succes med at flytte det traditionsrige kræmmermarked til fredag har banet vejen for endnu mere fest og glæde.
Med et sprudlende råvaremarked som en ekstra bonus og en masse aktiviteter for både børn og barnlige sjæle.
Kræmmerne har pladser langs Hadsundvej og indtager området med et overflødighedshorn af smukke, gamle, nye, populære, sjove og skæve varer. Du vil blive underholdt og overrasket over alt det, du kan opdage i dette skatkammer af genbrugslykke.
Vejgaard Samråd er også repræsenteret, som uddeler 100 gratis rønnetræer, efter først til mølle-princippet, i samarbejde med Nordjyske Bank Vejgaard.
På Vejgaard Torv finder du det spændende råvaremarked i samarbejde med Nordjysk Madfestival.
Her kan du forkæle dine smagsløg med alt fra honning, frugt & grøntsager, håndbrygget øl, ost, gourmet marmelade af overskuds frugt og grønt, økologisk microgrønt, aloe vera, spanske specialiteter og en masse mere.
Det bliver en sand fest for ganen! Fra klokken 18.30-20 deler P&P på Vejgaard Torv gratis is ud til alle fra HJEM IS-bilen.
En verden fuld af sjov for børn på Vejgaard Bymidte
Vejgaard Bymidte bliver forvandlet til et sandt mekka for børn og barnlige sjæle.
Vejgaard Handel har et fantastisk samarbejde med byens mange foreninger, der støtter op om byfesten og bidrager til en uforglemmelig oplevelse.
Du vil støde på en række sjove aktiviteter arrangeret af foreninger FDF Vejgaard, Vejgaard Gymnastikforening, Aalborg Garden, Vejgaard Badmintonklub, m.fl., der alle vil skabe underholdning og leg for alle de små festdeltagere.
”Vi har også samarbejde med The Sky is Blue fra Hirtshals, der skal afvikle Børne Robinson kl. 16.30 for børn i alderen 6-12 år”, fortæller formanden for Vejgaard Handel Bettina Kjær Ringtved.
”Børnene dyster i 5 seje discipliner, som indeholder udholdenhed, styrke, hurtighed, præcision og viden”, fortsætter hun, ”hvor vinderen, får chancen for at gå videre til landsfinalen den 24. september hos Verdenskortet ved Hobro”.
Ud over de sjove rekorder, er der også mulighed for at hoppe på hoppepude (6x6m) og spille sjove streetspil.
”Til Vejgaard Byfest er vi så heldige, at vi også får besøg af Roadshowkaravanen fra Nordsøen Oceanarium”, fortæller Jette Haugaard Grønhøj, som er frivillig i Vejgaard Handel.
Her får du mulighed for at møde de søde guider fra Nordsøen Oceanarium og blive klogere på livet i havet. Du kan deltage i quizzen og dreje på lykkehjulet, der er fine præmier på spil! Find havets guld og få en malebog med hjem.
Alle aktiviteter for børnene er gratis.
Musik i gaden – Rytmiske toner spreder glæde
I byens butikker vil der være masser af fantastiske tilbud, oplevelser og konkurrencer – alt fra Hammerslag til gratis popcorn til børnene og rundt om i byen vil der være musikalske fornøjelser, alt fra piano musik til svingende jazz.
Få en bogsnak med Vejgaard Bibliotek og kør med lykkehjulet eller brug dine evner ved krea-bordet. Vejgaard Lokalhistorisk Forening holder åbent hus, hvor de præsenterer deres nye udgivelse ”Bagere i Vejgaard” samt udstilling med gamle billeder fra Vejgaard.
Aalborg Garden vil marchere op gennem Hadsundvej kl. 16 forbi biblioteket og herefter vil de søde musikanter gå videre til Vejgaard Bymidte, hvor de vil fortælle om deres instrumenter og underholde børnene.
Uden mad og drikke …
Vejgaard Bageri har igen i år sponseret gratis kæmpe kagemand i anledningen af byfesten, som serveres foran Vejgaard Bibliotek fra kl. 15.
Når sulten melder sig, er der ingen grund til bekymring.
Slagter Holmberg, Spiseriet, Bangkok Kitchen, Cafe Frederiksberg, Den Lille Havfrue og SuperBrugsen er blandt de deltagende, der vil sørge for, at du kan nyde lækkert mad og drikke.
Uanset om du er til flæskestegsburger, saftige bøffer, delikate retter, autentisk thailandsk mad, hyggelige caféfavoritter eller friske dagligvarer, vil der være noget for enhver smag.
Vejgaard Handel byder alle hjerteligt velkommen til Vejgaard Byfest fredag den 25. august kl. 15-21.
Hvad: Vejgaard Byfest
Hvor: Vejgaard Bymidte
Hvornår: Fredag d. 25. august fra 15-21
For at få det fulde program kan du besøge Vejgaard Handels Facebook.