Melder om hedebølge på vej: 79 år gammel vejrrekord kan blive slået
Sommeren skruer markant op i den kommende uge.
Efter flere dage med sol og tørt vejr ser Nordjylland samt resten af landet nu ud til at få en meget varm afslutning på ugen.
Ifølge DMI skyldes det varme sommervejr et højtryk, der de kommende dage ligger over eller nær Danmark og holder fronter og regn på afstand.
Fra midt på ugen ventes endnu varmere luft at strømme op over landet sydfra.
“Fredag kan vi flere steder i landet nå op over 30 grader, så sommerferien for landets skoleelever starter med solrigt og meget varmt vejr,” skriver DMI.
Også i Aalborg ser varmen ud til at ramme sidst på ugen.
Ifølge de aktuelle prognoser fra TV 2 Vejret kan temperaturen i Aalborg nå op omkring 30 grader fredag og lørdag.

En landsdækkende hedebølge
TV 2 Vejret skriver samtidig, at varmen kan udvikle sig til en landsdækkende hedebølge.
En hedebølge opstår, når gennemsnittet af de højeste temperaturer over tre sammenhængende dage kommer over 28 grader.
Fredag og lørdag tegner lige nu til at blive ugens varmeste dage.
De højeste temperaturer ventes især i Jylland, hvor det nær den tyske grænse kan blive op mod 35 grader.
Dermed kan Danmark nærme sig junirekorden på 35,5 grader, som blev målt i 1947.
I Aalborg ser det lige nu ikke ud til, at temperaturen kommer helt så højt op, men weekenden kan stadig blive usædvanligt varm for juni.
“Prognoserne peger på en intens hedebølge, og temperaturer, der kan nærme sig historiske niveauer i Danmark.
Hedebølger i juni er relativt sjældne. Det kræver temperaturer over 28 grader, hvilket er højt så tidligt på sommeren,” siger Andreas Nyholm, meteorolog på TV 2 Vejret.
Troppenætter er også en mulighed
Samtidig kan varme nætter komme i spil flere steder.
En tropenat opstår, når temperaturen ikke kommer under 20 grader i løbet af natten.
Prognoser flere dage frem er dog stadig forbundet med usikkerhed.
Små ændringer i vindretning, skydække og placeringen af den varmeste luft kan få stor betydning for, hvor højt temperaturen ender — især i en kystnær by som Aalborg.
Men tendensen er tydelig:
Aalborg og resten af Nordjylland går mod en meget varm afslutning på ugen, mens Danmark som helhed kan komme tæt på historisk junivarme.