Nu med større sortiment: Stor genbrugsbutik er genåbnet efter renovering

Nu er der igen mulighed for at gå på jagt efter gode genbrugsfund i Skalborg.
Den store LIFE Genbrugsbutik ved City Syd har nemlig slået dørene op efter en omfattende ombygning, der både har givet butikken et mere moderne udtryk og plads til et endnu større sortiment.
I omkring en måned har butikken på Bisgårdsvej 8 været lukket, mens der er blevet arbejdet på at opdatere indretningen.

Resultatet er en mere overskuelig og indbydende butik, hvor kunderne nemt kan danne sig overblik og lade sig inspirere, når de går på opdagelse mellem hylder og stativer.
Med genåbningen er sortimentet samtidig blevet udvidet markant. Ud over tøj rummer butikken nu også et bredt udvalg af brugskunst, køkkengrej, service, bøger, musik, møbler og tekstiler.
Derudover er der også børneudstyr, legetøj, spil og kreative materialer, hvilket gør butikken attraktiv for både børnefamilier, studerende og andre, der leder efter bæredygtige alternativer til nyt.

LIFE Genbrug i Skalborg har åbent alle hverdage fra klokken 13 til 17 samt lørdage fra klokken 10 til 14.
Endnu en nyhed fra LIFE
Genåbningen i Skalborg er dog langt fra det eneste, der rører sig hos LIFE Genbrug i øjeblikket. Allerede den 19. februar udvider genbrugskæden nemlig med endnu en butik i Aalborg – denne gang på en særdeles central placering.
Den nye LIFE Genbrug-butik åbner i Aalborg Banegård, hvor der netop nu arbejdes på højtryk for at gøre de historiske rammer klar til indvielse. Butikken slår dørene op den 19. februar klokken 13.00.
Placeringen midt i byens trafikknudepunkt giver gode muligheder for at møde både pendlere, rejsende og aalborgensere i hverdagen – og for at gøre genbrug let tilgængeligt for endnu flere.
Læs også: Efter en forrygende start: Kaffebar udvider menukortet