90 år gamle træer står i vejen: Men nu kommer efterspurgt cykelsti endelig
En ny cykelsti i Hasseris har været ønsket i årevis, men der har stået noget i vejen.
Langs Under Lien står nemlig en lang og karakteristisk allé af gamle seljerøn – og nogle af træerne er op mod 90 år gamle.
Nu har Aalborg Kommune fundet en løsning, der skal gøre det muligt både at passe på de gamle træer og samtidig gøre vejen mere sikker for cyklister.
Derfor er arbejdet med en ny, 270 meter lang cykelsti endelig gået i gang.
Særligt hensyn til de gamle træer
De gamle rønnetræer er en markant del af Under Lien, og derfor har kommunen ikke ønsket at fælde dem eller skade dem for at gøre plads til cykelstien.
Men det har givet nogle udfordringer.
Deres rødder er nemlig sårbare over for både gravearbejde og jord, der bliver presset sammen af tunge maskiner.
“Under Lien har en smuk og karakteristisk allé af seljerøn. Alléen er lang, gammel og har en høj bevaringsværdi.
Derfor har det været afgørende for os at finde en løsning, som både forbedrer forholdene for cyklisterne og passer godt på træerne,” siger Karen Luise Winther Høgsbro, landskabsarkitekt i Teknik og Miljø.

Derfor blev træernes rodnet undersøgt grundigt allerede i efteråret 2025.
Undersøgelserne har blandt andet vist, hvor rødderne breder sig, så arbejdet kan tilrettelægges efter dem.
Skal kun grave halvt så dybt
Normalt kræver anlæggelsen af en cykelsti, at der graves omkring 40 centimeter ned.
På Under Lien har kommunen valgt en anden løsning.
“Her bruger vi i stedet en særlig kassette, som erstatter bærelaget. Derfor behøver vi kun at grave halvt så dybt og gør dermed mindre skade på rødderne,” forklarer Karen Luise Winther Høgsbro.
Træernes stammer er allerede blevet dækket til og beskyttet, mens der også bliver taget særlige forholdsregler for at undgå, at jorden omkring rødderne bliver komprimeret under arbejdet.
Binder cykelstierne sammen
Den nye cykelsti bliver anlagt på begge sider af Under Lien og kommer til at strække sig over 270 meter.
Samtidig bliver det eksisterende fortov på den østlige side lagt om for at skabe plads.
Det nye stykke skal binde de eksisterende cykelstier sammen fra KFUM-hallen og frem til rundkørslen ved Nørholmsvej.
Dermed bliver der skabt en mere sammenhængende og sikker rute for cyklister på strækningen – uden at den gamle allé må lade livet.
“Træerne danner et særligt rum og får vejen til at skille sig ud. At kunne bevare det stiller særlige krav til både planlægning og anlæggelse af den nye cykelsti,” siger Karen Luise Winther Høgsbro.
Arbejdet bliver gennemført i etaper, og hvis alt går efter planen, står den nye cykelsti færdig inden udgangen af 2026.
Erfaringerne fra projektet skal samtidig bruges i fremtidige projekter, hvor Aalborg Kommune skal forsøge at kombinere trafiksikkerhed og byudvikling med bevaring af gamle træer.
Fakta om seljerøn
Seljerøn er et løvfældende træ, der både er udbredt i byer og som læhegn i det åbne land.
Selvom rønnetræerne er robuste, er deres rodnet følsomt over for gravearbejde og jordkomprimering.
- Bliver typisk 10-15 meter høje.
- Har mørkegrønne blade med gråhvid underside.
- Får hvide blomster i foråret.
- Sætter rødorange bær om efteråret.
- Tåler vind, saltholdig luft og bymiljø bedre end mange andre træarter.