Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Nu kommer de til Aalborg: Vil indsætte 100 el-løbehjul i byen

Af Michael Qureshi

De elektriske løbehjul har indtaget storbyer i Europa og i den grad også i Danmark.

I starten af året rullede de ind i den første danske by, København.

Siden har løbehjulene formeret sig i hobetal, og i juni måned indtog de også Fyns hovedstad, Odense, der nu har over 700 på gaden.

Konceptet går i al sin enkelthed ud på, at du via en app kobler dig på et løbehjul, der kan være placeret rundt omkring i byen.

Hastigheden kan nå op på 20 km/t, og når du har nået din endestation, sætter du blot løbehjulet fra dig igen og kobler dig af app’en.

Starttaksten er som udgangspunkt 10 kr. pr. tur og herefter 1,5 kr. i minuttet.

Nu er turen kommet til Aalborg. MigogAalborg har tidligere fortalt om planerne i Aalborg, og nu melder man officielt ud.

I en pressemeddelelse udsendt tirsdag morgen sætter Aalborg Kommune præcise tal på, hvor mange el-løbehjul de vil acceptere via en samarbejdsaftale i første omgang.

Læs også: Nyt sted åbner på fredag i Gaden: Konceptet bliver vovet og hedt

100 nye deleløbehjul skal tilbyde pendlerløsning

100 el-løbehjul ventes at blive indsat, og det kan meget vel ske i løbet af kort tid, da store spillere som VOI og Tier kan rulle det antal ud over en nat, hvis det skulle være.

“Med de 100 nye deleløbehjul sætter vi fokus på at tilbyde en pendlerløsning i tilknytning til de større knudepunkter og destinationer i Aalborg.

Formålet er at udvide mobilitetsudbuddet og gøre flere mobile.

Aalborg Kommune vil samtidig gerne højne grønne alternative transportformer i en kombination med fx kollektiv trafik for at opnå færre bilture,” siger Rådmand i By- og Landskabsforvaltningen Hans Henrik Henriksen.

Læs også: Vi Elsker 90’erne tæt på udsolgt: Det skal du glæde dig til

Vil køre forsøg over to år

Forsøget løber over en 2-årig periode med efterfølgende evaluering i 2021.

Aalborg Kommune skal efter endt forsøgsperiode have udleveret bl.a. tracking data fra leverandøren omkring brugen af løbehjul, disse data skal medvirke til evalueringen af forsøget.

Evalueringen af forsøget skal bidrage med en vigtig erfaring omkring fordele og ulemper, som kan bruges til det videre arbejde med el-løbehjul og andre nye mobilitetsformer.

Der er stor fokus på trafiksikkerhed under implementeringen af forsøget. Derfor er planen at følge erfaringen og tilgangen fra andre byer bl.a. fra et lignende samarbejde i Århus.

Antallet af løbehjul skal variere ud fra efterspørgsel pr. station, så byens pladser og gaderum ikke oversvømmes af løbehjul, men der vil som minimum stå 3-5 løbehjul ved hvert knudepunkt.

Løbehjulene til forsøget skal overholde bestemmelserne i hhv. ‘Bekendtgørelse om for-søgsordning for motoriseret løbehjul’ og ‘Færdselsloven’, og samarbejdet vil være uden omkostninger for Aalborg Kommune.

Del artikel

Andre læser også