Er du nudist?: Nu kan du smide tøjet til en picnic midt i Aalborg
Hvis du er træt af tøjkriser, hver gang du skal ud af døren, så kommer her et event for dig.
Lørdag den 27. juli behøver du nemlig ikke at have en eneste trævl på kroppen – i hvert fald ikke hvis du har planer om at tage i Østre Anlæg.
Danske Naturister Nordjylland inviterer nemlig til nøgenpicnic på Østre Anlægs store plæne i hjørnet ved Fyensgade/Bonnesensgade.
Det foregår fra kl. 13.30 til 16.30, og det er ganske gratis at være med.
“Desuden gøres opmærksom på, at deltagerne selv må stå for eventuelle hygge-aktiviteter under den 3 timer lange sammenkomst i parken. Så pak frokostkurven og deltag i et anderledes naturistarrangement i dejlige omgivelser.,” skriver arrangørerne på Facebook.
Det er dog ikke et krav, at man skal være nøgen for at deltage i arrangementet.
Aalborg Kommune har givet den nødvendige tilladelse for, at picnic’en kan finde sted, og DN Nordjylland har orienteret politiet, så de er forberedte på eventuelle henvendelser.
Hvis man skulle være så uheldig at blive ramt af uvejr på eventdagen, så aflyses det på DN Nordjyllands hjemmeside, så det er en god ide at holde øje, inden du tager smider tøjet, og tager i parken.
Til gengæld får man da chancen igen den 3. august, og igen den 31. august – samme tid og samme sted.