En nat på museet: Nu kan du overnatte på Kunsten

Mange nordjyder har besøgt altid fantastiske Kunsten i Aalborg.
Men det er nok de færreste, der har prøvet at overnatte på det kendte kunstmuseum.
Men det har du nu en helt eksklusiv mulighed for.
Den 10. april kan du overnatte på Kunsten, når den udstillingsaktuelle kunstnergruppe Sisters Hope inviterer gæster til at flytte ind i selve udstillingsrummene.
Her inviteres deltagerne – i denne sammenhæng kaldet ’beboere’ – ind i en fælles oplevelse, der udfolder sig over næsten 24 timer.
Spis, sov og lev
Beboerne skal spise, sove og leve sammen med Sisters Hopes kunstneriske performere og museets personale inde i udstillingen – og sammen udforske de poetiske lag ved at være menneske og være sammen i en mulig fremtidig verden, hvor sanselighed og poesi er grundlæggende samfundsmæssige præmisser.
Det bliver dermed et meget performativt rum, hvor gæster forventes at turde give slip på hæmninger og overgive sig til kunstnerne.

Oplevelsen tager ifølge kunstnerne udgangspunkt i den nuværende økologiske, økonomiske og biologiske krise. Formålet er sammen at forestille sig et paradigmeskifte mod en mere sanselig og sammenvævet måde at leve på.
Gennem ritualer, performative øvelser og fælles hverdagsliv tilbyder oplevelsen, som kunstnerne kalder ‘Flowing Inhabitation’, dermed et rum til at undersøge, hvordan man sammen kan bebo og forstå det poetiske og sanselige.
Inden oplevelsen modtager alle deltagere et velkomstbrev via e-mail med detaljerede oplysninger, herunder individuelt check-in-tidspunkt og instruktioner vedrørende påklædning og pakkeliste. Der serveres to vegetariske måltider som en del af oplevelsen.
Smartphone og iPad kan man godt lade ligge derhjemme, da ingen digitale enheder er tilladt.
Arrangementet foregår på engelsk og billetter refunderes ikke, medmindre arrangementet aflyses af Kunsten eller Sisters Hope.
Der er begrænset antal billetter, der sælges efter først til mølle her.