I’m a Barbie Girl: Nu kan du opleve årets sidste gratis solnedgangsfilm

Selvom solen endnu engang viser sig på himlen, behøver du hverken solcreme eller en stabil vejrudsigt, når hele byens indendørs strand inviterer til gratis solnedgangsfilm.
Traditionen tro laves Nordkraft for sidste gang i år om til en kæmpe indendørs sandstrand med liggestole, palmer, kølige drinks – og ikke mindst en fed film, der ruller over lærredet.
På torsdag den 1. august kl. 21.30 er det blevet tid til programmet sidste film, og her har Nordkraft gemt sidste års helt store filmhit til at runde sommerfesten af: nemlig Barbie.
“BARBIE er en live-action-film baseret på dukken fra Mattel. At bo i Barbie Land betyder, at man på alle måder er perfekt på et perfekt sted. Medmindre man går rundt med en eksistentiel krise. Eller er en Ken,” skriver arrangørerne om filmen.
Hvis ikke du allerede har set den hypede film, er det vist ved at være på tide, og ellers er der god grund til at gense den i de hyggelige omgivelser.
Læs også: Anmeldelse af “Barbie”: En pærevælling af wokeness Her kan du komme med på turen til det lyserøde Barbieland sammen med Margot Robbie og Ryan Gosling.
“Kom i god tid og find dig en plads i sandet,” skriver Biffen Art Cinema om arrangementet.
Baren åbner kl. 20.30, og filmen starter kl. 21.30.