Kroppe i alle former: Nu kan du komme til gin og croquis i Aalborg

Krop og kropsidealer har, så længe vi kan huske, fyldt meget, men heldigvis kommer der også mere og mere fokus på kropspositivitet og selvaccept.
Det sætter Muskelsvindfonden nu fokus på i samarbejde med Aalborg Teater.
De inviterer nemlig til “Pærfekt gin og croquis” den 5. februar kl. 19-20.30.
Her stiller de skarpt på kroppens mange facetter og perfekthedskulturens mange begrænsninger.
Og er der nogen bedre måde at gøre det på end over en gin & tonic?
På Aalborg Teaters Lille Scene kan du se frem til at møde modige croquismodeller i alle former og størrelser.
Kroppe, som du ser dem i virkeligheden
Det er kroppe, som du ser i virkeligheden og altså ikke, som de fremstilles på sociale medier.
Aalborg Teater skriver, at en kyndig tegnevært vil guide jer gennem sessionerne og giver jer gode tips og tricks – alt imens et inspirerende panel deler deres tanker om kropsidealer og selvaccept.

Arrangementet er både for dig, der er ekspert i croquistegning og dig, som aldrig har prøvet det før.
Du får alt det nødvendige tegnegrej med i prisen. Og så får du ovenikøbet serveret en gratis pærfekt gin & tonic lavet på kasserede agurker i tro stil med dagens tema.
“Sammen skaber vi en aften, hvor blyantstregen hjælper os med at aftabuisere kroppen og sætte fokus på mangfoldighed og sårbarhed. Kom og vær med til at hylde det uperfekte – for vi er alle pærfekte, præcis som vi er!” skriver arrangørerne.