Vild mulighed: Nu kan du købe din egen campingplads i Nordjylland
Midt i det nordvestjyske, naturskønne klitlandskab og direkte ud til Vesterhavet udbydes Hanstholm Camping nu til salg.
EDC Erhverv Poul Erik Bech skal formidle salget af campingpladsen, der ikke blot er en campingplads, men også et investeringsprojekt, der sælges som selskabshandel, og med en kommende lovændring har potentiale til at blive et storslået ferieresort for både danske og udenlandske turister.
Hanstholm Camping har 450 pladser, heraf 325 med eget vand, strøm og afløb, og nu kan hele svineriet blive dit.
Pladsen ligger i det unikke klitlandskab, og mange af pladserne har panoramaudsigt over Vesterhavet og Vigsø Bugt.
“Vi har drevet campingpladsen i 23 år, og i den tid har danskernes campingvaner ændret sig markant. Derfor har vi løbende moderniseret campingpladsen og bygget hytter, der er vores største indtægtskilde nu. Vi har fået en del forespørgsler fra velhavende kunder, som efterspørger noget helt andet end den almindelige campinggæst,” siger Bent Thodsen, der er ejer af Hanstholm Camping, og fortsætter:
“Resortet opføres i pagt med naturen og omfatter bl.a. muligheden for at opføre 160 skovhytter, klithuse og vesterhavshuse samt et luksushotel, der i sig selv skal være en attraktion med eksklusive værelser, konferencefaciliteter, gourmet-restaurant, spa og infinity-edge pools på tagterrassen.
Der er gjort en del forarbejde, men en køber har selvfølgelig mulighed for at sætte sig eget præg på projektet, som investor selv vælger at gennemføre i fuld skala eller mindre målestok.”

Lovændring på vej
Thisted Kommune har, på vegne af Hanstholm Camping, søgt om at få forsøgstilladelse med henblik på at transformere campingpladsen til et ferieresort. Gentagne gange har loven strittet imod pga. den unikke placering.
Campingpladsen fik først en reservation, så et nej, og senest et besøg af ministeren for by, land, kirke og turisme, Morten Dahlin (V), der var forbi campingpladsen for at fortælle, at regeringen på baggrund af Hanstholm Campings ansøgning vil indføre nogle lempelser i planloven, hvorefter campingpladsen kan genindsende sin ansøgning.

Frank Jensen, der er partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordjylland, skal formidle salget af campingpladsen, der har et grundareal på hele 127.658 m².
“Hanstholm Camping har et prisskilt på 19,5 mio. kr., og pladsen ligger direkte ud til Vesterhavet, på kanten af Nationalpark Thy og Cold Hawaii, i unik og fredet natur.
Det er et utrolig spændende projekt nuværende ejer Bent Thodsen og hans kone har sat i søen, så vi glæder os til at hjælpe med salget af campingpladsen og forventer stor interesse, når lovændringen er på plads i starten af 2026,” lyder det fra Frank Jensen.
Campingpladsen kan dog købes allerede nu, og samtidig bliver det muligt at tilkøbe nabogrunden på ca. 130.000 m² med et hus på 220 m², hvilket er en forudsætning, hvis resortet skal realiseres.
Var det noget? Læs mere lige her.