Nu kan du få dine feriepenge udbetalt: Men pas på svindel

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen

Her til morgen har Beskæftigelsesministeriet præsenteret planen for, hvordan du får udbetalt de 3 ugers feriepenge, som du har optjent i perioden 1. september 2019 til 31. marts 2020.

Du kan faktisk allerede nu bestille dem via borger.dk, hvor du også kan se hvor mange feriepenge, du kan se frem til.

Det kan dog være en god idé at tjekke siden i de tidlige eller sene timer på dagen (eller blot vente et par dage), da der er heftig trafik på siden.

Spar Nord er i forlængelse af udbetalingen ude med en advarsel i forbindelse med udbetalingen.

Pas på svindel

“Vi ser ofte, at svindlere er gode til at udnytte, hvad der er ”oppe i tiden” i forbindelse med at kontakte potentielle ofre.

Eksempelvis har vi tidligere set det, når folk skal have penge tilbage i SKAT eller i forbindelse med coronasituationen, hvor svindlere i flere kommuner udgav sig for at være fra Jobcentret og franarrede borgerne deres NemID-oplysninger, fortæller afdelingsdirektør og presseansvarlig i Spar Nord Leif Lind Simonsen.

Ifølge Leif Lind Simonsen viser al erfaring, at svindlerne eksempelvis vil påstå, at der er problemer med udbetalingen af de ansøgte feriepenge for på den måde at franarre ofrenes NemID-koder, som giver adgang til deres netbank:

“Vi ved af erfaring, at svindlerne højst sandsynligt vil udgive sig for eksempelvis at være fra Udbetaling Danmark. Her vil de måske via sms og mail påstå, at der er problemer med udbetalingen af feriepengene og påstå, at de ved at få udleveret NemID-oplysningerne kan hjælpe med udbetalingen.

Det kan også være med fupopkald, hvor de vil hjælpe med udbetalingsprocessen og derigennem franarre NemID-koder,” forklarer Leif Lind Simonsen og fortsætter:

“Tidligere har det især været den ældre del af befolkningen, svindlerne har gået efter, men i forbindelse med udbetalingen af feriepenge er alle modtagere potentielle mål for svindelforsøg. Derfor gør vi også meget ud af at advare om ikke at give NemID-oplysninger eller andre personfølsomme oplysninger, hvis man bliver kontaktet i forbindelse med udbetalingen.”