Aalborg-café frister: Nu kan du få flødeboller med P-tærte og træstamme
I Thisted holder Chokoladekurven til, hvor de laver håndlavet chokolade, flødeboller og andre farlige fristelser.
Så tænker du måske: Jamen, hvad dælen har det med Aalborg at gøre?
Jo, vi er simpelthen så heldige, at flere steder i byen sælger deres kreationer.
Et af de steder er altid populære Penny Lane, der nu har fået to nye varianter i montren.
Og der er godt nyt til alle, der elsker P-tærter og/eller smagen af den klassiske træstamme.
Fra dags dato har de nemlig fået to nye bekendtskaber på menuen:
- P-tærte-flødebolle med fransk nougatbund, vaniljeskum, peanuts og mørk chokolade.
- Træstamme-flødebolle med bund af træstamme, vaniljeskum, karamel og mørk chokolade.

Vi har naturligvis allerede været forbi for at smage på de nye varianter.
P-tærten er tæt på at være vores favorit-snack, så der var store forventninger til P-tærte-flødebollen.
Elsker du den klassiske chokoladebar, bliver du ikke skuffet. Hele bunden smager nemlig som én stor P-tærte, og når man så topper den med vaniljeskum, endnu mere mørk chokolade og lidt knuste peanuts, så har man i den grad vores opmærksomhed.
Varianten med træstamme har næsten form som en træstamme og ligner derfor heller ikke ligefrem en klassisk flødebolle.
Den er dækket af et tykt lag chokolade, og når man skærer den over, er det faktisk ikke umiddelbart til at se, at man skal forvente smagen af træstamme.

Men selvom bunden er forholdsvis tynd, træder den karakteristiske romsmag tydeligt igennem.
Valget er dit!
Du finder Penny Lane på Boulevarden og Østerbro.