Sker det i aften?: Nu kan Aalborg fordoble antallet af Michelin-stjerner
Mandag aften rettes gastronomiverdenens blik mod Tivoli i København, når de eftertragtede Michelin-stjerner skal uddeles.
I Aalborg er der én restaurant, som flere og flere peger på som et særdeles varmt bud på en ny Michelin-stjerne.
Bach & Nurup er den helt store favorit til at hive en stjerne hjem til den populære restaurant på Budolfi Plads, og dermed kan Aalborg potentielt fordoble antallet af stjerner, hvis Alimentum som forventet også beholder deres stjerne.
Inviteret til Michelin-festen i Tivoli
Spekulationerne har været svære at undgå det seneste år.
Bach & Nurup har høstet den ene store 6-stjernede anmeldelse efter den anden, og i de seneste par uger har flere branchefolk fremhævet Bach & Nurup som en af de stærkeste nordjyske kandidater til en Michelin-stjerne.
Her på MigogAalborg har vi selv snakket med en af regionens mest erfarne profiler inden for hotel- og restaurationsbranchen, Peter Christian Bühlmann Jensen, og han er nærmest 100 procent sikker på, at Christian Nurup og Nadia Alexandrine Bach kan returnere til Aalborg med en Michelin-Stjerne.

TV2 Nord har snakket med en af landets erfarne anmeldere i skikkelse af Søren Frank, og han kalder dem den stærkeste kandidat i Nordjylland til at få en ny stjerne.
Restauranten selv forsøger dog at holde fødderne solidt plantet på jorden.
I et opslag på Instagram skriver Bach & Nurup, at interessen omkring restauranten er større end nogensinde før, men understreger samtidig, at Michelin-snakken ikke er noget, de selv har opsøgt.
Samtidig afslører restauranten dog også en detalje, som mange gastronomiinteresserede har bemærket:
De er inviteret til Michelin-uddelingen i Tivoli og holder derfor lukket mandag.
“På mandag er vi inviteret til Tivoli, og derfor holder vi lukket. Først og fremmest glæder vi os til at fejre den fantastiske gastronomi i Danmark og det høje niveau på tværs af landet,” skriver restauranten.
At være inviteret til uddelingen er ikke i sig selv en garanti for en stjerne – men det er heller ikke gået ubemærket hen blandt dem, der følger Michelin tæt.
Læs også: Anmelder tog røven på dem: Nu spåes Aalborg-restaurant til Michelinstjerne Michelin-guide har allerede udpeget restauranten
Bach & Nurup er allerede en del af Michelin-universet.
I Michelin-guiden beskrives restauranten som en af inspektørernes favoritter og som en restaurant, der er “trending”.
Michelin fremhæver blandt andet restaurantens kreative køkken, den brede menu og kombinationen af morgenmad, frokost, kaffe og tasting-menuer under samme tag.

Netop den kombination har gjort restauranten bemærkelsesværdig.
Selv peger Bach & Nurup på, at deres koncept ikke følger den klassiske Michelin-skabelon.
“Morgenmad, frokost, kaffe, à la carte og tasting-menuer under samme tag er måske ikke den klassiske skabelon – men det er os.”
Fra gastronomisk outsider til Michelin-region
For få år siden havde hverken Nordjylland eller Fyn en eneste Michelin-stjerne.
I dag har Nordjylland Michelin-restauranter i både Aalborg, Agger og Lønstrup, mens Alimentum og Tri også er blevet hædret med de grønne Michelin-stjerner for deres bæredygtige arbejde.
Og nu kan endnu en nordjysk restaurant være på vej ind i det eksklusive selskab.
Om Bach & Nurup faktisk får den eftertragtede stjerne, bliver afgjort mandag aften, når Michelin-guiden afslører årets nordiske stjerner i Tivoli.
Hvis det sker, vil Aalborg fordoble sit antal Michelin-restauranter på én aften.
Bach & Nurup er ifølge Peter Christian Bühlmann Jensen ikke den eneste nordjyske restaurant, der får en ny stjerne. Det kan du læse mere om her:
Læs også: Gourmet-profil er ikke i tvivl: Så mange Michelin-stjerner får Nordjylland