Endelig: Nu genopstår Vingen
Fredag morgen er der fest og glade dage på Hasseris Gymnasium.
Her blev den sidste del af statuen Vingen sat tilbage på sin nye bund – en kæmpe granitsten.
Den nye sten erstatter den gamle fod, som væltede og flækkede i stormen i december 2025.
Ole Droob, der er rektor på Hasseris Gymnasium har aldrig fået så mange eksterne henvendelser, som efter statuen på græsplænen uden for Hasseris Gymnasium knækkede under stormen i december.
“Det er helt vildt så mange, der har spurgt til den. Det viser jo tydeligt, at Vingen, er mere end bare et kunstværk for både os og alle dem, der færdes herude i området,” siger han.
Vingen, som er et kunstværk af Helge Holmskov, har stået på plænen uden for gymnasiet, siden gymnasiet blev opført i 1972.

Og ligeså langt tilbage, man kan huske, har studenter danset omkring statuen og fået taget de ikoniske huebilleder foran den.
Men siden stormen tog den sidste år, har der været tvivl om, hvorvidt den ville blive genopført igen – og om det kunne nåes inden årets studenter klækker.
Nu er der heldigvis ikke længere nogen tvivl – årets studenter får deres dans om statuen.
Kunstnerens familie støtter op
Den gamle granitfod, der holdt selve “Vingen”, var så medtaget af stormen, at den ikke kunne genbruges eller repareres.
“Så vi havde lige lidt tovtrækkeri med kommunen om, hvorvidt den skulle op igen. Men siden vi først blev enige om, at den skulle genopføres, har vi haft et godt samarbejde,” siger rektoren, som også selv har danset som student omkring statuen for mange år siden.
I løbet af vinteren dukkede en datter af kunstneren også op på Oles kontor.
Hun havde en bog med om sin fars værker, og ville i den forbindelse også takke Ole for at kæmpe for at få statuen genopført. Det betød nemlig meget for familien, at statuen blev genopført på sin plads foran gymnasiet.
“Og så fik vi lige en snak om, hvorvidt statuens fod skulle genopføres i granit eller om mindre kunne gøre det. Familien var faktisk med på, at andre stentyper også kunne bruges,” fortæller han.
Men nu er den altså endt med at blive genskabt i granit, som oprindeligt.
“Vi er helt utroligt glade for, at statuen nu kommer tilbage på sin plads. Den er for os, som Eiffeltårnet er for Paris,” siger Ole Droob, der glæder sig til at årets studenter traditionen tro skal danse omkring den store statue.
Født af værftsstål og internationale ambitioner
Vingen blev i sin tid skabt af kunstneren Helge Holmskov som en del af det dansk-polske rumskulpturprojekt, der i 1960’erne placerede Aalborg som en by, der turde tænke kunst og arkitektur i stor skala.
Holmskov var et naturligt valg.
Med mange års erfaring i at arbejde med jern og store formater skabte han værker med både kvalitet og fysisk tyngde.
Derfor blev skulpturen også udført på Aalborg Værft, hvor cortenstålet blev formet til en ni meter høj, svungende vinge – skabt til at spille op mod både himmelrummet og byens bevægelse.
Fra skjult bag træer til ikonisk gymnasiesymbol
Da Vingen første gang blev opstillet ved Hasserisvej/Stolpedalsvej, var placeringen ideel.
Men efterhånden som træerne omkring den voksede, forsvandt skulpturen mere og mere i baggrunden.
Hasseris Kunstfond brugte derfor sine sidste midler på at flytte værket til bakketoppen ved Hasseris Gymnasium – et træk, som skulle vise sig helt rigtigt.
Her fik skulpturen den plads og synlighed, Holmskov havde tiltænkt, og i årene efter voksede den ind i gymnasiets identitet.
De fleste lokale kender traditionen: Hver sommer danser nyudklækkede studenter rundt om Vingen, før de drager videre ud i friheden.










