Byrådet har sagt ja: Nu er Rema 1000 alligevel på vej til Aalborg-bydel

Efter at By- og Landskabsudvalget i flere år har sagt nej til en ny Rema 1000-butik på grunden, så er stemningen nu en anden.
Forvaltningen i kommunen havde andre ønsker for butikslivet i området ved Hasseris- og Sofiendal Enge, hvorfor de i flere år har anbefalet ikke at stemme for godkendelsen af den nye Rema 1000-butik.
Nu har By og Land dog valgt at gå imod den opfordring.
Det skriver Hasseris Avis.
Debat om placeringen
Den føromtalte placering, hvor Rema 1000 nu kan arbejde på at etablere sig, er på hjørnet af Bygaden og Sandtuevej – nærmere bestemt Bygaden 98.
Pga. forvaltningens modstand og By og Lands mange afslag gik Rema 1000 i gang med at overtage ejendommene på hjørnet af Bygaden og Skelagervej i stedet, hvor de nu har købt én ud af tre ejendomme.
Men efterfølgende har By og Land altså valgt at sige ja til Rema 1000’s ønske om at placere sig på Bygaden 98, ligesom Byrådet har godkendt By- og Landskabsudvalgets beslutning.
Da adressen ligger i en landzone, kræver det dog først en ændring af kommuneplanen for at kunne påbegynde byggeriet.
Ender det i fremtiden sådan, vil dette også betyde en påvirkning af det grønne område omkring Sofiendal Engsti. Præcis hvordan må man vente at se.
Hasseris Avis har talt med Jonas Schrøder, der er kommunikations- og ansvarlighedsdirektør i Rema 1000, og han oplyser følgende om processen:
“Vi er i positiv dialog med Aalborg Kommune og ser frem til at realisere projektet.
Men vi kender ikke tidshorisonten på det endnu.”
Det kunne altså godt se ud til, at de mange nye beboere i området på et tidspunkt kan handle i en Rema 1000 tæt på dem.