Efter ni ugers renovering: Nu afslører ikonisk Aalborg-bar genåbningsdag
Efter mange ugers stilhed, støv og håndværkere er der endelig lys for enden af tunnelen hos Whiskybaren Alpha i Jens Bangs Gade.
Den ikoniske bar i Aalborg gør nu klar til at slå dørene op igen efter en omfattende renovering, hvor det mest opsigtsvækkende projekt har været at rette gulvet op, som gennem årtier er blevet så skævt, at selv de mest garvede håndværkere måtte spærre øjnene op.
“De siger, det er det skæveste gulv, de nogensinde har været med til at rette ud,” fortæller indehaver Rune Holm til MigogAalborg.
Da whiskybaren lukkede før sommerferien, vidste Rune Holm godt, at gulvet hældte.

“Jeg havde et bord, hvor gæsterne var nødt til at drikke en ordentlig tår af deres fadøl, før de kunne sætte glasset på bordet,” siger han med et grin.
Ved dét bord var der næsten seks centimeters højdeforskel fra den ene ende til den anden.
Men først da håndværkerne begyndte at brække gulvet op, gik det op for alle, hvor skævt det egentlig var.
Flere steder er gulvet blevet hævet omkring otte centimeter målt ud fra indgangsdøren, og der er fyldt omkring 40 centimeter beton ind under gulvet for at skabe et plant fundament.
Nyt problem er opstået
Renoveringen har dog budt på en uventet udfordring.
Gulvet bag baren er nemlig blevet hævet så meget, at Rune Holm ikke længere kan se ud under overskabene.
“Jeg kigger direkte ind i lamperne nu,” siger han og griner.
Det giver en lidt upraktisk arbejdsstilling, så nu er han i gang med at finde en løsning.

“Måske skal jeg have en ny stol at sidde på herovre eller noget,” siger han.
Nye vinduer – der faktisk kan åbnes
Renoveringen har ikke kun handlet om gulvene.
De gamle vinduer er også blevet udskiftet.
De var gennem årene blevet malet så mange gange, at de reelt ikke længere kunne åbnes.
Samtidig bliver de gamle etlagsruder erstattet af moderne trelags-termoruder, som forhåbentlig gør op med de kolde vinteraftener i baren.
“Når der var minus 10 grader udenfor, kunne vi ikke få temperaturen herinde over 15 grader. Det bliver en kæmpe forbedring,” siger Rune Holm.
Baren får samtidig en ny håndvask, så det bliver langt nemmere at lave drinks og de populære “Coffees” uden at skulle forlade baren.
Åbner med en kæmpe fest
Undervejs i renoveringen var der også lidt spænding om, hvad der gemte sig under det gamle gulv.
“Vi vidste jo ikke rigtigt, hvad vi ville finde, før vi gik i gang. Om der var en kælder eller noget andet,” siger Rune.
Heldigvis – eller måske lidt ærgerligt for eventyrlysten – blev der hverken fundet en glemt vinkælder eller et historisk danefund under Aalborgs ældste bar.
Kun et gulv, der trængte gevaldigt til en kærlig hånd, og som nu har fået det.
Den nye bar åbner med en kæmpe fest, flag og gode tilbud fredag den 21. august. Og festen fortsætter lørdag den 22. august.
“Vi glæder os til endelig at åbne igen,” slutter Rune Holm.
Du kan læse mere om renoveringen, og følge med i, hvad der foregår på whiskybarens facebookside.
Læs også: Nu er der skrevet under: Her er de nye ejere af borgen