Nu afsløres hemmeligheden: D’Wine åbner ægte spansk restaurant i Aalborg

Skrevet af: Michael Qureshi
Restaurant D'Wine åbner i Aalborg
Restaurant D'Wine åbner i Aalborg

Holle’s Vinstue åbnede i 1962 og har været et legendarisk sted i Aalborg siden.

Men i december 2016 sluttede den æra.

Siden har spekulationerne og rygterne kørt på fulde drøn omkring, hvad der skulle ske i lokalerne i Algade.

Det har længe været kendt, at det er Kristian Ishøy, manden bag vinhandlen D’Wine og den populære vinbar D’Wine Bar, som sammen med fire andre har overtaget lokalerne.

Men der har været lukket for udmeldinger omkring planerne. Lige indtil nu.

I dag fortæller Kristian Ishøy eksklusivt til migogaalborg.dk, at Aalborg får en spansk restaurant. Og det bliver ikke bare endnu en tapasrestaurant i mængden på det danske marked.

Det bliver en autentisk spansk restaurant med et helt nyskabende koncept, som man ikke finder andre steder i landet.

Detaljerne på hvordan konceptet bliver nyskabende, vil Kristian Ishøy ikke afsløre endnu.

Stor kærlighed til det spanske køkken

Men han åbner dog op omkring planerne for projektet, som han bygger sammen med fire prominente erhvervsfolk fra Aalborg.

”I bund og grund synes vi, at vi har en fantastisk restaurantsjæl i Aalborg, som kun er blevet endnu bedre de seneste år. Men vi ser muligheden for at bygge et ekstra lag på, i forhold til det vi har i Aalborg lige nu.

I D’Wine og på D’Wine Bar har vores fokus været på vinen samt passionen og kærligheden for det spanske. Men vi har manglet et sted at sætte fokus på gastronomien.

Det får vi nu, og der kommer til at være en meget tæt synergi med vores øvrige steder,” forklarer Kristian Ishøy omkring projektet i Holles Vinstue, der ligger lige på den anden side af gaden af D’Wine Bar.

D Wine Aalborg
Kristian Ishøy er ofte i Spanien, hvor han har et stort netværk

Efter planen åbner Aalborgs nye spanske restaurant i løbet af maj.

Når spanske restauranter popper op rundt omkring i landet, så fokuserer man på tapas. Sådan bliver det ikke på Aalborgs kommende spanske restaurant, der får navnet Restaurant D’Wine.

”Tapas-begrebet er langt hen af vejen blevet udvandet. Siger man tapas, så tænker folk efterhånden ikke bare Spanien.

Der er tapas-brunch, tapas-buffet og så videre. Den retning går vi slet ikke i. Vi ønsker at gå i dybden og byde på det bedste fra Spanien. Vi vil tage det bedste fra de forskellige spanske regioner og sætte det på en tallerken. Og selvfølgelig sammensætte maden med de spanske vine,” fortæller Kristian Ishøy.

Udforsker hele tiden Spanien

Han har et meget nært og passioneret forhold til Spanien, hvor han har boet i mange år.

Hvert år rejser Ishøy adskillige gange til det spanske, hvor han har opbygget et stærkt netværk både blandt vin- og fødevareproducenter. Han udforsker hele tiden Spanien, og får det virkelig ind under huden.

Bliv forkælet med en goodiebag til Aalborgs bedste steder hver måned: Resten af marts kun 10 kr.  – klik her

Det er kærlighed og passion for vin og gastronomi, som driver drømmen.

”Med det kontaktnetværk jeg har fået skabt mig dernede igennem årene, så har vi fået nogle muligheder, som meget få mennesker har i forhold til at trække det autentiske Spanien til Danmark.

Mange danskere oplever kun turistdestinationerne i Spanien, hvor vores ønske er at åbne øjnene for den fantastiske gastronomi, der findes i de regioner, som primært henvender sig til lokalbefolkningen,” lyder det fra Kristian Ishøy.

Fantastisk opbakning til D’Wine Bar

Han har ikke tidligere prøvet rollen som restauratør, men det er ikke en udfordring, han frygter at prøve kræfter med.

”Jeg er idémand, som kender mine begrænsninger. Der hvor jeg mangler kompetencer, der ansætter jeg folk med know how og erfaring.

Alt er et sats her i livet, men vi har fået en fantastisk opbakning til projektet på D’Wine Bar, så jeg er slet ikke i tvivl om, at Aalborg vil tage rigtig godt imod den nye restaurant,” siger han og supplerer.

”En af de vigtigste ting, når man åbner er, at man er 100 procent klar på konceptet. At det skinner hele vejen igennem fra visionen til køkkenet og ud til gæsterne.

Jeg har haft denne idé inde i hovedet i flere år, og for mig var Holles Vinstue den perfekte lokation. Den ligger så godt i forhold til D’Wine, og når vi ligger klods op af hinanden, så kan vi udnytte det optimalt.

Så kan vi optimere på rigtig mange punkter, fordi den nye restaurant bliver en søster til vores nuværende set-up. Vi går rundt og glæder os til at kunne åbne dørene for vores nye projekt, og det bliver forhåbentligt i maj hvis alt går vel,” slutter Kristian Ishøy.

Restaurant D’Wine har i dag åbnet op for deres Facebook-profil, hvor du kan følge udviklingen frem mod åbningen

LÆSTE DU?

Lækker mad to go: Her er Aalborgs nye hotte Take Away steder

Læs også:

Villa Aalborg

Final Four i Aalborg bliver kæmpestort: Vind 4 billetter til semifinale

Skrevet af: Michael Qureshi
Foto: Bluelinemedia.dk
Foto: Bluelinemedia.dk

En af årets helt store begivenheder i dansk ishockey finder sted næste weekend lige her i Aalborg.

Final Four er pokalturneringens finalestævne, hvor semifinaler og finale spilles i samme weekend i samme arena, som vælges helt officielt som værtsby.

I år er det Aalborg, som er værter for den store begivenhed, der kommer til at trække tusindvis af ishockey-fans til byen.

Det hele går løs fredag d. 25. januar, når de to semifinaler spilles. I modsætning til DM-turneringen, hvor eksempelvis finalen spilles over syv kampe, så er det altså knald eller fald i alle kampene.

Lørdag d. 26. januar spilles den afgørende finale så.

MigogAalborg er mediepartnere på Final Four

MigogAalborg er stolte over at kunne annoncere, at vi er mediepartnere på Final Four. Derfor vil vi blandt andet lave Live-studie i Gigantium i løbet af fredagen til begge semifinaler.

Aalborg Pirates spiller deres semifinale mod Rungsted Seier Capitals klokken 20.00 i Gigantium, og siddeplads-billetterne er stort set revet væk.

Den første semifinale om fredagen spilles 16.30 mellem Sønderjyske og Frederikshavn, så der kommer helt sikkert mange fra Frederikshavn til Aalborg.

Derefter kommer piraterne i gang mod Rungsted kl. 20.00.

Finalen spilles lørdag eftermiddag

Selve finalen spilles lørdag d. 26. januar kl. 14.30. Drømmen er nok, at det bliver rent nordjysk brag mellem Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks.

I det hele taget bliver der knald på i Gigantium i den weekend. For der afvikles samtidig Nordjyllands største esportevent, hvor der blandt andet er kæmpe pengepræmier på spil. Det kan du læse om her.

I den forbindelse afholdes uofficielt DM i NHL ’19, hvor de bedste danske ishockeyklubber sender en repræsentant hver for at se, hvem der er bedst på computeren.

Hvad: Final Four i Bentax Arena
Hvor: Gigantium, Aalborg
Hvornår: 25 – 26. januar 2019
Billetinfo: Køb billetter til kampene her

KONKURRENCE

Vind 4 billetter til Aalborg Pirates’ semifinale fredag d. 25. januar kl. 20.00

Vi udlodder i samarbejde med Final Four 6 x 4 billetter til semifinalen. Så der er gode vinderchancer.

Sådan vinder du;
Like opslaget på MigogAalborgs Facebook-side
Skriv hvem du vil tage med, hvis du vinder

Vi trækker vinderne på tirsdag d. 22. januar.

Eksklusiv aften på San Giovanni: Ure, lækre bøffer og udsøgt vin

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen

Er du til eksklusive ure, lækre bøffer og udsøgt vin, afholder San Giovanni det helt perfekte arrangement tirsdag den. 5 februar fra klokken 17.30.

De inviterer nemlig til en helt speciel aften med Danmarks førende ur-ekspert, Kristian Haagen.

Han udgiver bla. magasinet Timegeeks og er valuar for auktionshuset Bruun Rasmussen.

“Hvis man interesserer sig for ure, kan han vel nærmest betegnes som en rockstjerne,” siger indehaver af San Giovanni, Mikele Volpi, til MigogAalborg og fortsætter:

“Folk var helt oppe at ringe over arrangementet sidst, så derfor skal succesen selvfølgelig gentages i år.”

En aften med nørderi, lækker mad og udsøgt vin

Dørene åbner klokken 17.30, og fra klokken 18.00-18.45 vil der være foredrag med Kristian Haagen, samtidig med der serveres lækre bobler fra Marsuret “San Boldo Prosecco di Valdobbiadene” og snacks under fordraget.

Under foredraget vil Kristian Haagen tage publikum igennem de tre mest populære urmærker i luksusklassen; Patek Philippe, Rolex og Audemars Piguet.

Han vil forklare, hvorfor netop de tre urmærker er så populære og hvad der ligger bag – ikke mindst det mekaniske værk. Desuden vil der være tid til at stille spørgsmål.

Klokken 19.00 er det så tid til at nyde en lækker bøf skåret fra oksemørbraden af Irsk græsfodret kødkvæg med passende garniture. Hertil skænkes Rosso Piceno “Gotico” i topårgangen 2015.

Kristian Haagen

Herefter serveres lækker dessertkage med Italiensk craftbeer fra Brewfist Italian Ales.

Kl. ca. 19.30 og frem vil der være mulighed for at få vurderet sit ur ved Kristian Haagen (dog max 1 ur pr. gæst)

“Sidste gang havde folk vidt forskellige ure med, og det behøver bestemt ikke at være Rolex eller Patek Philippe. Vi havde endda et par gæster, som havde nogle vilde Casio-ure fra 1970’erne med,” siger Mikele.

Prisen for foredrag, mad, vin, øl og en signeret bog fra Kristian Haagen; “Hashtags  Watches II”, er 695 kroner.

“Når det handler om livsstil, er der ofte mange events til kvinder her i byen. Derfor henvender den her aften sig primært til mænd, men kvinder er selvfølgelig velkommen,” afslutter Mikele.

Du kan finde mere info om arrangementet her.

Aftenen er arrangeret i samarbejde med Klitgård Ure og Richard. Kristian Haagen vil derfor også være til stede i de to butikker i følgende tidsrum:

kl. 10.00-11.00 hos Richard
kl. 11.30-12.30 hos Klitgård
kl. 14.30-15.30 hos Richard
kl. 16.00-17.00 hos Klitgård

Hvad: Ure, bøffer og vino
Hvor: San Giovanni, Vesterbro 46, 9000 Aalborg
Hvornår: Tirsdag den. 5 februar fra klokken 17.30.
Pris: 695 kr.

Spil er blevet en milliardindustri: Aalborg-virksomhed satser på gennembrud

Skrevet af: Simone Vestergaard
Foto fra spillet
Foto fra spillet

I vores nye portrætserie i 2019 går MigogAalborg tæt på iværksættere, der enten driver virksomhed i Aalborg eller er fra Aalborg og omegn.

Aalborg er en spirende iværksætterby, hvor ideer udvikles og nye firmaer skyder op.

Alene i første halvår i 2018 blev der i gennemsnit oprettet mere end 191 nye virksomheder hver eneste dag i Danmark.

Én af Aalborg nye virksomheder er Tunnel Vision Games, som udvikler computerspil til PC og konsoller.

Firmaet startede ud for fem et halvt år siden som et studieprojekt, og nu er de fire studiekammerater officielt blevet kollegaer, og dermed klar til at nå nye højder med deres firma.

Meget snart lancerer de deres første spil ’’Lightmatter’’.

”Firmaet havde sin start for fem år siden, som et studieprojekt, hvor vi udviklede en prototype, som vi lagde ud på nettet. Og efter kort tid fik spillet en masse opmærksomhed og downloads.

Til konferencen, Casual Connect i Amsterdam vandt vi en pris for mest innovative spil– og vi var blandt få, som var afsted med et studieprojekt.

Vi blev også nomineret til bedste Show Case ved Spilprisen i Danmark, og bedste Student Game ved Unity Awards. Alt dette var ligesom startskuddet for os,” fortæller CEO, Philip Hundevad Nymann, til MigogAalborg.

Udgiver snart deres første spil

De valgte herefter at vente hele to et halvt år på at videreudvikle spillet på grund af uddannelsen, da de godt vidste, at det ville blive et heltidsprojekt.

I stedet dygtiggjorde de sig og lavede andre småspil i mellemtiden.

På nuværende tidspunkt er de seks i firmaet – fire Founders, og to fuldtidsansatte. Og deres første spil er lige på trapperne.

“Lige nu er vi omkring et halvt år fra release af det færdige produkt, som vi har arbejdet med i mange år efterhånden.

Vi startede med at tro, at det ville tage ét år at færdiggøre, efter endt uddannelse, men det har taget længere tid.

Vi har haft svært ved at tage det fra et studieprojekt til et kommercielt niveau. Og vi har lavet det samme spil tre-fire gange med forskellige vinkler, før vi endte ud i det spil, vi alle var tilfredse med.

Det har været en lang proces, men vi glæder os til snart at sende det ud.” fortæller Philip.

Skyggerne dræber dig

Tunnel Vision Games’ første spil er et first-person puzzle game, hvor skygger dræber dig.

Det er lidt lige som legen ’jorden er giftig’– bare med skygger.

I spillet er man fanget i et laboratorium der er bygget i et bjerg, som eksperimenterer med en ny kilde inden for bæredygtig energi. Og her skal man bruge lateral tænkning til at løse gåder med lys og skygger.

Bosætter sig i det nye iværksætterhus

Da Tunnel Vision Games for to et halvt år startede, var de heldige at blive en del af AAUs start-up miljø, Inkubator. For et år siden lavede de en aftale med NOVI, sammen med to andre virksomheder fra Inkubatoren, om kontorpladser.

Men nu er deres behov ændret, og firmaet mangler ny energi. Derfor er de blandt mange spændende start ups, som flytter ind i Aalborgs nye store iværksætterhus GrowAAL.

“Mange af de virksomheder, der er hos NOVI, har eksisteret i mange år. Og på nuværende tidspunkt har vi brug for at være et sted, hvor vi er mere på niveau med de andre start-up virksomheder.

Vi er stadig grønne, og i løbet af det sidste år har vi fået rigtig meget godt med i bagagen fra NOVI, men vi glæder os til at placere os et sted, hvor vi ser os mere ligeværdige med andre virksomheder. Det bliver rigtig godt til os.” forklarer Philip.

Det nye iværksætterhus i byen

Kæmpe mulighed for at udvikle på firmaet

Tunnel Vision Games ser det nye iværksætterhus GrowALLsom en stor mulighed for at udvikle på firmaet.

“Vi ser frem til at komme tættere på byen og connecte med andre virksomheder, der er i samme båd som os,” afslutter Philip.