Helt vildt: Nu åbner tre “nye” restauranter i Aalborg
Det er ikke hver dag, at én succesfuld restaurant flytter i større og bedre lokaler.
Men i disse dage sker det tre gange.
Inden for mindre end en uge slår tre af Aalborgs mest populære restauranter dørene op på nye adresser, efter at de alle er vokset ud af deres hidtidige rammer.
Restaurant Applaus åbner i dag torsdag den 4. juni i nye lokaler på Ved Stranden 9.
Restaurant Emil flytter fredag den 5. juni til Østre Havnegade 43 ved Stjernepladsen.
Og den 9. juni følger Restaurant Nam trop, når restauranten genåbner på Østre Havnepark 20 med udsigt over Limfjorden.
Fællesnævneren for de tre restauranter er, at de ikke flytter for at overleve – men fordi succesen har gjort det nødvendigt.
Applaus får mere plads til oplevelsen
Da Mads Hyllested åbnede Restaurant Applaus i 2016, var social dining stadig et forholdsvis nyt begreb i Aalborg.
Ti år senere er restauranten blevet en institution i byens restaurantliv.
Nu rykker Applaus få meter længere ned ad Ved Stranden og ind i de tidligere Mapak-lokaler.

Ikke for at få flere gæster presset ind, men for at skabe bedre oplevelser.
Større afstand mellem bordene, mere komfort, mulighed for større selskaber og adgang til gårdhave og udendørs servering er blandt de største gevinster ved flytningen.
“Vi skal ikke være større. Vi skal være bedre,” er essensen af den filosofi, som ligger bag flytningen.
Restaurant Emil rykker ned til vandet
For Restaurant Emil markerer flytningen afslutningen på 3,5 år i lokalerne ved Gåsepigen.
Fredag den 5. juni åbner restauranten i stedet på Østre Havnegade 43 med udsigt over havnen og markant bedre rammer.
Her får restauranten næsten dobbelt så meget plads og et helt nyt køkken bygget efter egne ønsker.
Selvom adressen ændrer sig, er ambitionen den samme.

Fisk fra Strandby, højt håndværksmæssigt niveau og en afslappet atmosfære uden snobberi skal fortsat være kernen i oplevelsen.
Flytningen giver samtidig mulighed for både almindelig restaurantdrift og større selskaber under samme tag.
Nam sejler mod en ny havn
Efter næsten ti år på Vesterbro tager Nam nu springet til Østre Havn.
Kim Nam Jeppesen og Anne Menendez kalder restauranten deres “moderskib”, og nu får den et nyt hjem i et markant nybyggeri med fjordudsigt.
Her får restauranten mere end 200 ekstra kvadratmeter, større terrasse, cocktailbar og markant bedre arbejdsforhold for medarbejderne.

Samtidig udvikles konceptet med blandt andet flere a la carte-retter, sushi og sommerfrokoster på terrassen.
Nam holder fast i sit DNA med tastingmenuerne, men ønsker samtidig at blive mere tilgængelig og fleksibel for gæsterne.
Her åbner restauranterne
Restaurant Applaus
Ny adresse: Ved Stranden 9
Åbningsdag: Torsdag den 4. juni 2026
Restaurant Emil
Ny adresse: Østre Havnegade 43 (ved Stjernepladsen)
Åbningsdag: Fredag den 5. juni 2026
Restaurant Nam
Ny adresse: Østre Havnepark 20
Åbningsdag: Tirsdag den 9. juni 2026