Vilde mærkevarer: Nu åbner ny herretøjsbutik i midtbyen
Hvis du er til tøjmærker som Tommy Hilfiger, Armani, Solid og SELECTED, så skal du læse med her.
Det kan være, at tøjskabet trænger til lidt nyt, eller måske har din far eller bedste ven snart fødselsdag – så er det meget heldigt, at Aalborg får sig en helt ny herretøjsbutik.
Fredag 27. september slår den nye butik Vogelius nemlig dørene op til helt nyrenoverede lokaler på Bredegade 1B.
Fra klokken 09-19 vil der være mad, kolde drikke og ikke mindst gode tilbud.
Nyt tøj, samme lokaler
Den nye butik ligger i lokalerne, hvor Brdr. Simonsen tidligere har huseret.
Og det er der en god grund til – de to butikker har nemlig samme ejere.
“Vi nåede et punkt, hvor Brdr. Simonsen simpelthen havde vokset sig for stor til lokalerne,” fortæller Markus Elkjær Rasmussen, der er butikschef i Vogelius, og fortsætter:
“Mange butikker har været nødt til at dreje nøglen om her i midtbyen, så vi så et hul i markedet, som vi gerne ville lukke for at kunne tilbyde det bedste til vores kunder.”
Der er dog ingen grund til at frygte, at Brdr. Simonsen helt har forladt byen.
De er på jagt efter større lokaler. En opgave, der har vist sig vanskelig at løse.
Indtil det lykkes, bruges kræfterne derfor på Vogelius’ opstart.
Mærker i en højere prisklasse
Modsat tøjudvalget i Brdr. Simonsen-butikkerne, der hovedsageligt består af egne tøjmærker til billige penge, så kommer man hos Vogelius til at kunne vælge iblandt mere kendte – og dyrere – mærker.
“Det bliver en anelse dyrere end hos Brdr. Simonsen,” siger Markus Elkjær Rasmussen.
“Men der vil også være stor variation i mærkerne, så der er både tøj i et mellem prisleje og noget, der er lidt dyrere.”
Hos Vogelius kan man købe tøj fra mærkerne Tommy Hilfiger, Gabba, Armani, Casual Friday, ONLY & SONS, SELECTED og Solid.
På deres Facebookbegivenhed kan man læse mere om åbningsdagen, hvor der også vil være konkurrencer og gode rabatter.