Fire år uden brød: Nu er der åbnet mikrobageri i sommerhusområde

Hvis du har holdt ferie i Hals inden for de sidste 30 år, så har du garanteret nydt morgenbrød eller eftermiddagskage fra et af byens bagerier.
Men for fire år siden lukkede det sidste bageri i byen, og siden har lokale og sommerhusgæster måttet nøjes med fryserundstykker eller bagværk fra de forskellige dagligvarerbutikker.
Men ikke længere.
Heidi Christensen har nemlig fundet hullet i markedet og udfyldt det.
I stedet for have et stort udvalg, og mange, lange åbningsdage, har hun åbnet et mikrobageri, der sælger surdejsboller, håndværkere, franskbrød, rugbrød, få kager og granola.

Og kunderne strømmer til.
I weekenden åbnede bageriet midt i byen, og kunderne stod i kø dagen lang for at få friskbagt brød.
Startede i golfcafe
Det er efterhånden to år siden, Heidi Christensen startede mikrobageriet op i Golfcafeen i Hals, men her måtte hun mange gange melde udsolgt kun få timer efter åbning.
Hun kunne med andre ord ikke følge med sin egen succes.
Derfor måtte hun udvide, og nu har hun flyttet bageriet ind i Hals’ gamle grillbar midt i byen.
Grillbaren lukkede onsdag, og torsdag flyttede Heidi ind.

I næste uge kommer en splinterny dampovn, der skal bakses ind igennem vinduet, og snart bliver der hængt stillingsopslag op i ruderne.
Fra grillbar til café
Det er nostalgiske lokaler for Heidi Christensen, som i sin ungdom dansede på bordene og spiste pizzaer derinde, før hun gik den korte vej hjem fra byen.
Nu skal der skabes en anden ro i lokalerne.
Når der bliver tid og økonomi, skal stedet shines op, så den gamle grillbar-stemning skiftes ud med en hyggelig café-stemning, hvor gæster har lyst til at sætte sig og nyde kaffe og lækkert bagværk.
“Der skal være en hyggekrog i hjørnet, hvor folk kan slænge sig – og en reol fyldt med brætspil. Vi skal forbedre akustikken herinde, og så skal de røde mure males over, så der bliver hyggeligt,” siger Heidi.
Udenfor vil hun bevare den overdækkede terrasse, så gæster kan nyde hendes brød og kaffe udendørs i alt slags vejr.
Og med tiden skal sortimentet udvides med blandt andet gammeldags skærekager.
Et stort karriereskifte
Det var slet ikke meningen, at Heidi Christensen skulle stå op om natten og folde dej.
Hun er uddannet ergoterapeut.
Men da surdejsbølgen gik højt under corona, sprang hun med på dén – og hun har ikke sluppet det siden.
“Jeg elsker at bage, og har altid brugt det til at stresse af med,” siger hun.
I starten fik hun små bestillinger, og med tiden var der flere og flere, der ville sætte tænderne i hendes brød.
Uden at slippe sit fuldtidsjob, fik hun lov til at flytte bageriet ind i golfcafeen i Hals, som alligevel stod tomt i morgentimerne.
Og herfra tog det fart.

Både lokale og sommerhusgæster har siden åbningen af mikrobageriet valfartet til for at få en bid af hendes brød.
Og sådan håber hun, det fortsætter.
Med sin nye lokation midt i byen, glæder hun sig til at folde alle sine ideer ud.
“Jeg har mange drømme og planer for stedet, men nu tager vi det lige oppe fra og ned. Vi har ikke travlt,” siger hun med et smil.
Bageriet ligger på Midtergade 22 og har åbent fredag, lørdag og søndag kl. 8-16.
Her kan man både købe friskbagt brød, brød på frost, granola, kager og kaffe.
Du kan følge Heidis og mikrobageriets rejse på Facebook.
Læs også: Bare bland løs: Her kan du få gratis bland-selv-slik i Aalborg