Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Nostalgisk rejse på Aalborg Teater: Ronja Røverdatter stjal vores hjerter

Af Stine Kjølby Christensen

“Hold dig for ørene, Birk – for nu kommer mit forårsskrig!

I går fik Ronja Røverdatter re-premiere på Aalborg Teater, og det var et spændt ensemble, der stod klar i kulissen til at levere deres udgave af Astrid Lindgrens elskede historie – endnu engang.

Historien om Ronja Røverdatter kom til verden i 1981, da et lyn slog ned og delte Mattisborgen i to.

Samme nat kom røverhøvdingen Mattis’, og hans hustru Lovis, første barn til verden.

Nostalgisk rejse på Aalborg Teater: Ronja Røverdatter stjal vores hjerter
Foto: Lars Horn / Baghuset

De fleste af os har vel en form for forhold til fortællingen – måske er du opvokset med den, måske har du læst den i skolen, måske har dine forældre fortalt dig om den?

I hvert fald er Ronja Røverdatter stadig lynende aktuel, så det var da også med høje forventninger, at vi satte os tilrette i de røde sæder.

Det perfekte par

I hovedrollerne som hhv. Ronja Røverdatter og Birk Borkason finder vi Ena Spottag og Sebastian Aagaard-Williams.

Og lad os bare slå det fast med det samme:

Selvom de to måske umiddelbart ligger et stykke fra det “par”, vi kender fra den originale film – og måske naturligt nok også dem, man opfatter som de “originale” – så er det, efter vi har set forestillingen, virkelig svært at forestille sig, at andre, end lige præcis de to, kunne levere rollerne mere troværdigt.

Nostalgisk rejse på Aalborg Teater: Ronja Røverdatter stjal vores hjerter
Foto: Lars Horn / Baghuset

Ena gør det fuldstændig eminent som den 12-årige røverdatter, og hendes overbevisende barnemimik og uskyldsrene facon går lige i ens eventyrhjerte.

Umiddelbart er Ena måske heller ikke én man forbinder med et stort og voldsomt temperament – men netop Ronjas temperament, fik hun leveret både følsomt og troværdigt.

Også Sebastian, som spillede rollen for første gang, gjorde det til UG i rollen som Birk, der i sammenspil med skuespillerens akrobatiske færdigheder og hvalpede charme, faldt helt i hak med det billede, vi i forvejen havde af karakteren.

Selvom udseendet selvfølgelig ikke skal være afgørende for, hvordan han klarer rollen – så var det alligevel en sød detalje, at det store, mørke hår var blevet stylet med krøllede, orange extensions.

Nostalgisk rejse på Aalborg Teater: Ronja Røverdatter stjal vores hjerter
Foto: Lars Horn / Baghuset

Det var netop gennem disse små detaljer, at man hele tiden mærkede hvordan at stykket – trods kreativ frihed – stadig var tro mod den historie, som vi kender og elsker.

Sæbebobler og onde skovhekse

Rent scenografisk levede stykket også i høj grad op til ens forventninger.

Scenen var beklædt med store kampesten – der faktisk netop blev brugt til kamp.

Det kan måske lyde voldsomt … og det var det da egentlig også, da Borka bliver mast under en sten med omkreds som rundetårn.

Heldigvis havde de dygtige scenografer, ved hjælp af skumgummi og en blød, pelset overflade, sørget for, at ingen behøvede at lade livet.

Nostalgisk rejse på Aalborg Teater: Ronja Røverdatter stjal vores hjerter
Foto: Lars Horn / Baghuset

Forestillingen anbefales fra 7 år – og det skal man lige have med i overvejelserne, inden man kaster sine yngste for de underjordiske.

Flere scener var nemlig præget af både uhygge og ondskab, og det er måske ikke alle, der er lige begejstrede over at have hylende skovhekse flyvende om ørene.

Samtidigt var der også mange publikumsinkluderende elementer med, der gjorde, at salens mindste skreg af grin, fryd og gammen.

Eksempelvis da sneen faldt i Mattisskoven, og store, hvide balloner dalede fra himlen og ud mod salen. En svømmetur i elven udviklede sig ligeså til et fortryllende sæbeboble-show, der kunne få barndommens glæde frem i enhver.

Originalitet og nyskabelse

Alt i alt kan man vel bare konkludere, at Ronja Røverdatter stadig er en fantastisk historie om familierelationer, fjendskab, naturens kræfter og ikke mindst: kærlighed.

Aalborg Teaters udgave formår på én og samme tid at være både tro og nyskabende, hvilket gør, at publikumsoplevelsen både bliver nostalgisk og fuldstændigt nypudset.

Nostalgisk rejse på Aalborg Teater: Ronja Røverdatter stjal vores hjerter
Foto: Lars Horn / Baghuset

Så selvom både Ronja og Birk jo ender med at frasige sig enhver lyst til nogensinde at blive røverhøvdinger – så formåede de altså alligevel at stjæle vores hjerter.

Derfor tildeler vi også velfortjent 5/6 stjerner.

Nostalgisk rejse på Aalborg Teater: Ronja Røverdatter stjal vores hjerter

Ronja Røverdatter spiller resten af august og vender retur til skolernes efterårsferie. 

Du kan købe billetter her.

… og hvis du er én af dem, der slet ikke kan få nok af Ronja Røverdatter – eller teater generelt – så husk, at du nu kan få sæsonkort og dermed fri adgang til samtlige forestillinger … igen og igen. 

Del artikel

Andre læser også