Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Kom tilbage til os: Stort nyt initiativ skal lokke nordmænd til Aalborg igen

Af Michael Qureshi

Corona-pandemien har tvunget nordmændene til at holde sig væk fra Aalborg.

Det har haft katastrofale følger for hoteller, restauranter, detailhandel mv.

I et historisk stort samarbejde går Destination NORD, Nordjysk Mad og Turisme, Aalborg Storcenter, Aalborg City og en række private partnere nu sammen om at få de norske gæster tilbage til byen.

Nordmændene har i mange år været den største og dermed vigtigste gruppe af udenlandske feriegæster for Aalborg med hele 141.000 overnatninger i 2019.

Dermed udgjorde nordmændene 35 % af alle udenlandske overnatninger og en endnu større andel af omsætningen takket være et højt døgnforbrug.

Det billede ændrede sig markant med corona-pandemien i 2020, hvor der skete et stort fald i antallet af norske overnatninger i Aalborg Kommune på 61 %.

Det har været endnu værre i 2021, hvor der i forhold til 2019 har været 88 % færre norske overnatninger.* Og nordmændene har været savnet hos hoteller, restauranter, attraktioner mv.

 En afgørende succesfaktor for byen

“Vi kan ikke bare sidde på hænderne og håbe på, at nordmændene kommer tilbage af sig selv.

Pandemien har ændret vaner, rejsemotiver og adfærd på måder, vi endnu ikke har set de fulde konsekvenser af. Manglen på nordmænd har ramt Aalborg hårdt, og det er på tværs af hoteller, restauranter, detailhandel osv.,” siger Tonny Skovsted Thorup, som er direktør i Destination NORD.

Kom tilbage til os: Stort nyt initiativ skal lokke nordmænd til Aalborg igen
Tonny Thorup

Han bakkes op af formanden for Nordjysk Mad og Turisme, Sarah Kruse:

“Nordmændene er i dén grad savnet, og vi er nødt til at stå sammen om at få dem tilbage til byen og restauranterne.”

Tonny S. Thorup peger i øvrigt på, at nordmændene tidligere har været en af de mest loyale gæstetyper i byen med hyppige genbesøg, og at kendskabet til Nordjylland generelt er meget højt blandt de norske gæster:

“35% af alle norske overnatninger i Danmark lå i Nordjylland inden coronaen, så vi har rigtig meget at miste, hvis vi ikke vinder dem tilbage. Nordmændene er nøglen til, at Aalborg kan rejse sig igen,” lyder det.

VisitDenmark anslår, at den gennemsnitlige norske storbyturist har et døgnforbrug på 2.800 kr., hvilket er højt sammenlignet med turister af andre typer og nationaliteter.

Derfor var nordmændene før corona-pandemien også at takke for en stor del af turismeomsætningen i byen.

Stort fokus på markedsføring

Første led i samarbejdet bliver at realisere de 2 mio. kr. til markedsføring, som blev afsat til Aalborg i Folketingets sommerpakke 2021, som Destination NORD har ansvaret for.

Her bliver en stor del af budgettet allokeret til det norske marked og resulterer i kampagner, der kører hen over efteråret og julen med det formål at forløse den opsparede rejselyst hos nordmændene og lokke dem til efter over halvandet år hjemme.

Kom tilbage til os: Stort nyt initiativ skal lokke nordmænd til Aalborg igen

 

Aalborgs hygge er efterspurgt

Nordmændene er historisk set vilde med Aalborgs hygge og kombination af oplevelser, god mad og shopping:

“En stor andel af vores omsætning i Aalborg Storcenter har været nordmænd, og den har vi store ambitioner om at få tilbage og hæve yderligere, men det kræver, at vi nu står sammen,” siger Niels Adolfsen fra Aalborg Storcenter.

Han suppleres af Stephan Scheelke fra Aalborg City;

“Vi mangler at høre de norske stemmer i byens gågader. Vi ved, at nordmændene elsker Aalborg, men vi har brug for, at de bliver mindet om det.”

I de kommende måneder vil der blive gjort flere forskellige markedsføringsindsatser for at tiltrække norske gæster, især via de nordjyske færgeforbindelser, men der vil også være et fokus på at udvikle det fælles shoppingtilbud og udelivet op til efterårsferien og de kolde måneder helt frem til julen.

Midlerne til indsatsen i år findes i sommerpakken til de danske storbyer, men partnerne er allerede nu i fuld gang med at finde finansiering til de kommende års indsatser.

“Vi er fuldt bevidste om, at det her kræver en indsats over de næste 3 år for at vinde det tabte og nordmændene tilbage til Nordens Paris,” slutter Sarah Kruse fra Nordjysk Mad og Turisme.