Nordjyske ministerdrømme: Tager over for chefen på Borgen

Som politisk ordfører for Liberal Alliance er Sólbjørg Jakobsen vant til at have noget at skulle have sagt i de fleste sammenhænge. I disse dage er der dog ekstra tryk på for den nordjysk bosatte politiker.
Mens partileder Alex Vanopslagh er på barsel, er det nemlig Sólbjørg Jakobsen, der tager over i blandt andet partilederdebatter og spørgetimer med statsministeren.
“Jeg var lidt nervøs op til, Alex gik på barsel. Først og fremmest vil jeg bare altid gerne gøre tingene så godt som muligt, og når man så tager over for partilederen, er det ikke længere kun sig selv, man kan ødelægge noget for.
Der er mange, der arbejder for vores sag og dermed mange, det går ud over, hvis jeg fejler. Så der var lidt pres på i starten,” konstaterer den 33-årige politiker, da MigogAalborg fanger hende midt i en kalender, der er mere pakket end sædvanlig.
“Men nu har nervøsiteten forladt kroppen, og jeg nyder at kunne være med til at hjælpe partiet. Og som politisk ordfører er det jo ikke ukendt at skulle være klar til at udtale mig om det meste. Nu er det bare i et lidt finere selskab,” fortæller Sólbjørg Jakobsen, der overtog tøjlerne 24. april.
Drømmer om ministerpost
Selvom hun føler sig godt tilpas i sin midlertidige rolle, er det ikke i den retning Sólbjørg Jakobsens ambitioner går.

“Det er en kæmpeære at få lov til at tage over, mens Alex er på barsel, men jeg glæder mig også til, at han kommer tilbage. Jeg kan godt lide min rolle som politisk ordfører og har ikke partileder-ambitioner.”
På længere sigt, er der dog nye politiske mål, hun håber at få indfriet.
“Når vi på et tidspunkt forhåbentlig får en borgerlig regering igen, tør jeg godt sige, at jeg godt kan se mig selv som minister,” fortæller hun.
Hun er dog helt med på, at der venter et større arbejde, før ministerdrømmen kan gå i opfyldelse.
“Det er nemmere sagt en gjort. Det kræver et stort arbejde at få et blåt flertal. Først og fremmest kræver det jo, at der et borgerligt alternativ, men jeg synes, vi mærker større og større opbakning.
Jeg tror gerne, vælgerne vil i en ny retning. Om det bliver ved næste valg eller om vi må vente endnu en omgang, må tiden vise,” siger Sólbjørg Jakobsen, der allerede så småt fornemmer, at der begynder at gå valgkamp i den.
Selvom hun forsøger at holde fokus på det, man selv kan gøre noget ved i Liberal Alliance, kan hun ikke lade være med at sende en lille stikpille til Venstre, som hun tidligere har været medlem af.
“Vi håber, at Venstre også melder sig ind i kampen. Lige nu sidder de i regering med Socialdemokraterne, selvom de ikke har samme holdninger til blandt andet pension og skat. Så klinger det lidt hult, at sige, at man ikke vil gå på kompromis med sine principper for at få ministerposter. Så jeg håber bestemt, at de gode borgerlige kræfter, jeg ved, der er i Venstre, vil trække i en anden retning.”
Tætpakket kalender
I første omgang er der dog meget andet end valgkamp og mulige ministerposter at koncentrere sig om.
“Det er en periode, hvor der er en hel del ting at se til. Alle sagerne, der skal gøres færdige, inden Folketinget går på sommerferie, afslutningsdebatten og så er der Folkemødet, og selvom Folketinget officielt går på sommerferie, så er der stadig en masse møder.
Så der er nok at se til. Kalenderen er tætpakket,” lyder det fra politikeren, der trods nervøsiteten til at starte med, har set Alex Vanopslaghs spådom om barselsvikariatet gå i opfyldelse.
“Han sagde til mig, at jeg ville komme til at hygge mig. Og jeg trives bestemt også rigtig godt med rolle – ikke mindst fordi jeg både i Alex og en masse andre dygtige folk har god sparring og opbakning,” fastslår hun.
Alex Vanopslagh er tilbage fra sin barsel 1. juli.