Nordjysk iværksætter bag: Den nye app gimio skal gøre ønskelister nemmere
November 2021 var egentligt ikke en usædvanlig måned for Kristine Starcke Carlsen.
Den 36-årige nordjyde sad hjemme i stuen i Aabybro med sine to børn på 7 og 8 år og forsøgte at få styr på ønskelisterne til jul.
“Mine forældre rykkede efter en ønskeliste, så jeg lagde Fætter BR-kataloget foran mine drenge, og de endte med at sætte 90 krydser ud for legetøjet.
Bagefter måtte jeg ind på nettet og finde links til alt, så jeg kunne samle det på én liste. For at være ærlig blev jeg ikke færdig, fordi det tog så lang tid,” fortæller Kristine.
Frustrationen over den besværlige proces må dog siges at have kastet noget godt af sig. Hun fik nemlig idéen til app’en gimio – Life is a gift, som nu halvandet år senere er gået live.
Konceptet bag app’en beskriver hun som en blanding mellem Instagram, Messenger og Pricerunner.
Med andre ord er det en “social ønskeplatform”, fordi du udover at lave online ønskelister, også kan chatte med venner og følge dem samt brands, butikker og influencers for at få inspiration.
Halvandet års hårdt arbejde
Som førstegangs iværksætter var Kristine lidt påpasselig med at springe ud i projektet, og det tog en del snakke med venner og familie, før hun var sikker på, at idéen kunne blive levedygtig.
“Jeg var lidt påpasselig i starten. Jeg er økonomisk uddannet og har ingen forstand på teknik og apps, så jeg måtte virkelig springe ud, hvor vandet var dybt.
Da jeg fik nogle fonde med, som også synes det var en god idé, tænkte jeg ‘Ok! Så går vi hele vejen’,” forklarer hun.
Med investeringer fra Innovationsfonden og LAG (Lokale Aktions Grupper) i ryggen kunne Kristine hyre en udvikler til at programmere gimio, men foran hende ventede mange måneders hårdt arbejde. Svære beslutninger måtte også tages, og Kristine har blandt andet sagt nej tak til større investeringer.
“Jeg har et deltidsarbejde hos Beierholm Finansiel Rådgivning, så alt arbejdet med gimio er foregået om aftenen og i min fritid. Det var været en meget tidskrævende og udfordrende rejse, men også spændende,” uddyber hun.
Efter næsten to års intenst arbejde er den gratis app nu live på Google Play og App Store, og den er allerede blevet downloadet hundredvis af gange.
Spurgt ind til, hvad drømmen for gimio er, svarer Kristine beskedent, at lige nu handler det om at se, om “fuglen kan flyve eller om den falder.”
“Målet er, at det bliver en app fra mig som forbruger til andre forbrugere – og at der er konstant fokus på den gode brugeroplevelse.
Det er svært at sige, hvad det kan blive til, men én ting jeg kan sige er, at når folk downloader app’en, er det lille mig fra Nordjylland, de investerer i.
Og jeg har forhåbentligt lavet noget, der gør livet nemmere for en masse mennesker,” tilføjer hun.
Også en social platform
Selvom at gimio primært markedsfører sig på at være en app, der gør hele processen med ønskesedler meget lettere – meget i stil med konkurrenterne – er der alligevel mange elementer, der adskiller dem fra hinanden.
Især det sociale aspekt er helt unikt for gimio.
Går du for eksempel ind i en butik og scanner stregkoden på en vare, du godt kunne tænke dig via app’en, får din omgangskreds en notifikation, om at du har tilføjet noget nyt; hvis de følger din liste vel at mærke.
Du bestemmer selv, hvem der skal have adgang til de forskellige lister, og du kan også lave liste for andre.
“Du kan lave profiler for dine børn, som du deler mellem forældrene, så der ikke kun er én person, som er ansvarlig for ønskelisterne,” forklarer Kristine.
Udover at lave deciderede ønskelister, som deles med andre, kan du også bare have en privat shoppingliste, hvor du løbende har et overblik over de produkter, som du er interesseret i. Den private liste kræver et login, da den er lukket for alle andre, end den person du vælger at dele med. Du kan tilmeld lave private chats.
Hvis du har brug for inspiration, kan du bruge app’en i stil med Instagram og besøge andres profiler – også influencers.
“Næste skridt er at lave aftaler med influencers, så de også kommer ind og bruger platformen. Det vil fungere sådan, at en influencer eksempelvis reklamerer for et par sko på Instagram, som hun også tilføjer på sin liste inde på gimio. Herfra vil man kunne købe dem direkte.
Man vil i det hele taget kunne følge med i og få inspiration fra influencerne via deres lister,” siger hun.
Marie Gelardi, der har over 30.000 følgere på Instagram, samt flere mikro-influencers er allerede at finde på app’en, og der er dermed fremdrift i det nordjyske iværksætterprojekt.
Uanset, hvordan det ender med at gå, er Kristine glad for, at hun valgte at springe ud i det.
“For mig er det også vigtigt at understrege, at selvom du er familiemor med mange jern i ilden, så skal du tage chancen, hvis du virkelig brænder for noget,” slår nordjyden fast.
Læs mere om gimio her.