ANNONCE
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Nordjysk beskenhed: “Begejstret” nordjyde vinder stor lottogevinst

Af Emil Kjær Jørgensen
Pressefoto, Danske Spil
Pressefoto, Danske Spil

Begejstret nordjyde vinder million i Lotto: ”Vi brugte begge hænder til at klappe lidt, og vi havde dem næsten over skulderhøjde!”

Det kan godt være en voldsom oplevelse, når man får at vide, at man har vundet en million kroner.

At man pludselig, fra det ene øjeblik til det andet, ikke længere behøver bekymre sig om økonomiske problemer – men det er ikke alle, der reagerer lige voldsomt.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

En ældre herre på Fyn tog det i hvert fald umanerligt stille og roligt, da han for nyligt opdagede, at han via Millionærgarantien havde vundet en million kroner i Lotto.

Måske fordi han slet ikke er en ægte fynbo, som han afslørede, da Danske Spil ringede for at få en kommentar

Tillykke med millionen… Hvad siger en fynbo egentlig, når han sådan vinder en million?

”Det ved jeg ikke. Jeg er fra Nordjylland.”

Hvordan opdagede du det?

”Jeg får en mail, når jeg har en gevinst. Det var der, jeg så det. Der stod, at jeg skulle sætte mig ned, inden jeg læste videre. Men jeg sad allerede i min sofa.”

Hvordan reagerede du så?

”Det var liiiidt svært at tro på. For den klub har jeg forsøgt at blive medlem af i efterhånden mange år, så det første jeg tænkte, da det så endelig lykkedes var: ’Aaarh, mon det er rigtigt? Jeg kontrollerer det lige’, og så var det heldigvis rigtigt. Det var fedt!”

Hvem fortalte du det til?

”Jeg sad ved siden af min kone, og så sagde jeg ’prøv lige at se her!’ Hun troede måske endnu mindre på det end jeg, men hun vidste heller ikke, at jeg havde spillet. Hun troede ikke, det kunne være rigtigt, for vi er aldrig heldige. Men det var vi, så det var jo en super oplevelse. Så gik vi lidt stille rundt og sagde ikke så meget. ’Hvad skal vi gøre?’ ’Hvem skal vi sige det til?’ og alt sådan noget.”

Og? hvad har I så gjort?

”Vi har ikke gjort noget endnu. Pengene er sat ind på kontoen, og så når vi har brug for opmuntring, så ser vi lige, at der står en million. Det kan man godt have brug for, når man får en el-regning. Så kan man lige kigge ind på kontoen.”

Men… har I da slet ikke fejret det?

”Som nordjyde vil jeg sige, at vi brugte begge hænder til at klappe lidt, og vi havde dem næsten over skulderhøjde. Så er man altså vild af begejstring. Det er voldsomt!”

Skal I ikke bruge pengene til noget?

”Jo, vi har inviteret børnene på en udvidet ferie til marts. Og vi skal også flytte til foråret, så der kommer der jo nok en masse ting, vi skal have.”

Del artikel