Nordjysk sensation: Nyopstartet Basketballklub klar til Final Four

Solsidens Basketball Klub i Nørresundby er en ny spiller på den nordjyske basketballscene – men det har ikke taget lang tid for klubben at gøre opmærksom på sig selv.
Klubben blev stiftet i slutningen af august og har allerede her to måneder senere tre hold i gang: to herrehold og et damehold.
Bag herreholdene gemmer der sig en samling erfarne kræfter. Flere af spillerne har tidligere været en del af Aalborg Basketball klub, men da klubben valgte at gå i en ny retning, opstod ønsket om at starte noget nyt.
Resultatet blev Solsidens Basketball Klub – et projekt med fokus på fællesskab, passion og udvikling.
“Vi kunne godt tænke os at Basketball bliver udvidet i Nordjylland, for pladsen er jo til det. Så nu har vi startet det her nye hold op med fokus på fællesskab og lav kontingent, så flere kan være med,” fortæller Jeppe Kristiansen, der er formand for Solsidens Basketball klub.
“Men udover det går vi selvfølgelig stadig op i at skabe nogle hold med højt niveau”.
Også på damesiden er der fremgang. Klubbens damehold har allerede fået mange nye henvendelser, og planerne er at starte endnu et hold, så snart der er nok spillere.
Det nye hold skal give plads til nybegyndere og dem, der vil prøve kræfter med sporten for første gang.
Fra nyopstartet til Final Four
Efter kun to måneder på Basketball-scenen oplever Solsidens 3. divisions herrehold allerede stor succes.
Holdet har nemlig kvalificeret sig til Final Four i divisionspokalen – en pokalturnering for hold fra 1. division og nedefter.
På vejen dertil har de slået to 2. divisionshold og i kvartfinalen mødte de 1. divisionsholdet Skovbakken, hvor de vandt med imponerende 30 point.
Final Four afvikles den 1.-2. november på neutral grund i Lemvig, hvor holdet skal kæmpe mod nogle af landets bedste divisionshold om en plads i den nationale pokalturnering.
Vinderne af Final Four kvalificerer sig nemlig til Basketligaens pokalturnering, hvor de får mulighed for at møde professionelle hold fra landets bedste række.

Lodtrækningen er allerede foretaget, og hvis Solsidens mandskab formår at gå hele vejen, venter der en spændende kamp på hjemmebane mod ligaholdet Værløse Blue Hawks.
”At få lov til at spille mod et ligahold ville være en kæmpe oplevelse – ikke bare for os som hold, men for hele det nordjyske basketballmiljø,” fortæller Jeppe Kristiansen, der er formand for Solsiden Basketballklub.
Et stærkt fællesskab i Solsiden
På kort tid har Solsidens Basketball Klub formået at skabe et stærkt og inkluderende fællesskab. Klubben har samlet over 50 spillere og har allerede etableret sig som et seriøst og ambitiøst miljø for både rutinerede spillere og nye talenter.
Hvis holdet fortsætter den imponerende stime i Final Four, kan vi se frem til en intens og spændende kamp på liganiveau i de lokale rammer på Aalborg Stadion.
Læs også: Hårløse charmebøffer strandet på internat: Hvem vil have Uffe og Tjalfe?