Det sker i dag: Nordjyllands største loppemarked og hyggeligt kunstmarked
Temperaturen falder og falder, og har du ikke lige mod på at bruge din lørdag udenfor, er der heldigvis masser af indendørsaktiviteter rundt omkring i Aalborg.
Du kan for eksempel komme godt i gang med at købe julegaver fra to helt særlige markeder.
I dag og i morgen afholdes Nordjyllands største kræmmer- og loppemarked i Gigantium fra kl. 10.00-15.00.
Med over 225 kræmmerstande, som fylder hele 3000 kvm af den store hal i Gigantium, er der nok at udforske.
Arrangøren skriver, at du kan opleve “kræmmere fra hele landet, den rigtige markedsstemning og nogle af Danmarks mest erfarne og bedste kræmmere.”
Entré koster 40 kroner for voksne, og børn under 12 år er gratis.
Læs mere her.
Kunst- og designmarked i Nordkraft
Hvis du er mindre til genbrug og mere til unik kunst og design, skal du i stedet tage i Nordkraft fra kl. 10.00-17.00.
Her står 59 standholdere klar til at sælge ud af deres flotte kreationer – og det gælder alt fra strik til keramik, malerier, smykker og interiør.
Markedet plejer at være meget populært, og vil du ikke gå som fisk i en tønde, anbefaler arrangøren, at du kommer efter kl. 14.00.
Der er gratis entré i Kedelhallen.
Læs mere om markedet her.