Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Nordjyllands Politi slog til: Otte mistænkte personer anholdt i sag om knivstik

Af Stine Kjølby Christensen
Presse-fotos.dk
Presse-fotos.dk

Nordjyllands Politi skred i dag, 8. december 2020, til anholdelse af i alt otte mænd, der er mistænkte i en alvorlig sag fra 8. oktober 2020 i det centrale Aalborg, hvor et offer blev overfaldet af flere personer og tildelt flere knivstik.

Der er tale om en særdeles alvorlig episode, hvor offeret, en 19-årig ung mand, var i livsfare som følge af knivstikkene, oplyser lederen af politiets efterforskning af sagen, politikommissær Carsten Straszek.

”Vi har lige siden efterforsket sagen massivt for at belyse hele hændelsesforløbet før, under og efter overfaldet: Vi har blandt andet gennemgået videoovervågning, afhørt vidner og foretaget forskellige tekniske undersøgelser.

Det er den efterforskning, der har givet os tilstrækkeligt grundlag til at foretage anholdelse af i alt otte personer,” forklarer politikommissær Carsten Straszek.

Slog til flere steder

Politiets efterforskere slog derfor tidligere i dag, omkring kl 10.00, til i en koordineret anholdelsesaktion på flere adresser forskellige steder i Aalborg Kommune.

De mistænkte i sagen er unge mænd mellem 16 og 27 år, og de er alle bosiddende i Aalborg kommune.

Alle otte blev anholdt ved dagens aktion, og de anholdte ventes fremstillet i et grundlovsforhør i retten i Aalborg 9. december 2020 kl. 09.30. Politiet vil begære dørlukning af hensyn til efterforskningen.

”Vi ser med stor alvor på sagen, som vi betragter som et drabsforsøg,” understreger Carsten Straszek.

Politiets efterforskning af overfaldet pågår fortsat, så hvis man har relevante informationer i sagen, så kan man kontakte Nordjyllands Politi på telefon 114.

Nordjyllands Politi har ingen yderligere informationer i sagen på nuværende tidspunkt.

Del artikel

Andre læser også