Stor hundesag: Nordjyllands Internat har brug for hjælp med 16 forsømte labradorer
Nordjyllands Internat i Hjallerup har haft en særdeles travl juleperiode.
Den 21. december skulle de håndtere, hvad der vist kun kan beskrives som en stor hundesag, da de hentede 13 labradorer fra en ejer, der ikke længere kunne overskue situationen.
Hundene er alle mellem 0 og 2 år og har – for at bruge internatets egne ord – “INTET oplevet i deres liv.”
Da de mangler både håndtering, socialisering, lyde, renlighed og meget mere, ligger der et stort arbejde forude for både internatet og potentielle ejere.
Men, som internatet skriver på Facebook, er hundene “super tillidsfulde og glade og vi ser store fremskridt på kort tid.”
Som om 13 labradorer ikke var nok, viste det sig ovenikøbet, at én af tæverne var drægtig og efter få dage fødte hun tre små velskabte hvalpe.
Nordjyllands Internat står dermed med 16 brune labrador-blandinger, der nu skal finde nye hjem.
De første er klar til adoption
Er du blevet helt forelsket i de nuttede brune hunde og overvejer at adoptere en, er der flere ting, du skal være klar over.
Nordjyllands Internat understreger, at de leder efter kompetente familier med erfaringer, da hundene ikke er for førstegangsejere.
Arbejdet med hundene er ikke slut og skal fortsætte i deres nye hjem, og derfor er det vigtigt, at der gøres overvejelser omkring, hvad man kan tilbyde i form af tid, træning, rammer, tilvænning og tålmodighed.
Føler du, at det er en udfordring, du godt kan tage på dig, finder du de første ledige hunde på deres hjemmeside.
Kontakt internatet på telefon 88 77 03 07 inden for deres telefontider mellem klokken 09.30-17.00 (alle hverdage) for interesse eller med spørgsmål.
Du kan også støtte Nordjyllands Internat med 100 kroner ved at sende en SMS med teksten VOV til 1474.