Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Opråb om hjælp: Nordjyllands Internat bugner med killinger

Af Nathalia Hentze Nielsen
Foto: Nordjyllands Internat
Foto: Nordjyllands Internat

Sommeren er højsæson for indlevering af katte hos landets internater, og Nordjyllands Internat er ingen undtagelse.

Lige nu modtager de næsten dagligt killinger, som har brug for hjælp og pleje, og de har derfor desperat brug for plejefamilier, der kan tage de små missekatte med hjem.

“Det har været lettere for os at finde plejefamilier de seneste to år, fordi folk blev hjemme fra ferie på grund af corona.

Nu er alle ude at rejse, og det kan vi mærke på antallet af frivillige,” fortæller Karina Fisker, der er internatchef for Dyrenes Beskyttelses ti internater og leder af Nordjyllands Internat, til MigogAalborg.

Er der nogen aalborgensere eller nordjyder, der sidder med ekstra tid på deres hænder og en kærlighed til katte, må de derfor meget gerne ringe eller skrive til internatet og forhøre nærmere om det frivillige arbejde. 

Pleje og kærlighed til killinger

Spurgt ind til, hvad det indebærer at være plejefamilie, forklarer Karina Fisker, at der findes tre typer af plejefamilier.

Den første slags tager sig af en kattemor og sit kuld, den næste tager sig af ældre killinger, der selv kan spise, og den tredje og mest tidskrævende er pleje af flaskekillinger, der skal have mad hver tredje time.

Som plejemor/far skal man passe killingerne indtil de er 12 uger gamle, og det kræver, at man selv har bil til rådighed, at man har erfaring med katte, at man har maks. 35 minutters kørsel til Nordjyllands Internat, og at man har tid og overskud til opgaven.

“Vi stiller alt andet til rådighed og sørger for det økonomiske,” forklarer Karina Fisker og uddyber, at det bl.a. drejer sig om behandlinger, vacciner, kradsetræ, mad, kattebakker osv.

Til gengæld får man lov til at nusse om én eller flere killinger i flere uger og være med til at forberede dem til et liv hos en ny familie – medmindre man bliver så forelsket, at man selv vælger at adoptere dem selvfølgelig.

Opråb om hjælp: Nordjyllands Internat bugner med killinger

Appel til nordjyder

Selvom de havde nemmere ved at finde plejefamilier under corona-nedlukningerne, understreger Karina Fisker, at de står med de samme udfordringer hvert år.

“Folk steriliserer og kastrerer ikke deres katte, og når en hunkat kan nå at få ét til to kuld om året, kan det hurtigt blive til rigtig mange killinger.

Katten har ikke så høj status i Danmark, og mange mærker dem heller ikke. Hvis de bliver væk, finder man ikke altid ejeren, og når de har gået et stykke tid og set udmagrede ud, bliver de indleveret hos os,” siger internatchefen.

Hun fortæller også, at de desværre ofte oplever, at de uønskede killinger og katte efterlades på parkeringspladser og ved institutioner i papkasser eller poser.

Det vil internatet meget gerne undgå, og de opfordrer til, at man i stedet ringer ind, så killingerne kan komme i trygge rammer og finde nye hjem.

“Jeg vil også gerne appellere til, at de mennesker, der ønsker at få en kat, kontakter et internat i stedet for at gå til privat personer.

På vores internater er vores katte nemlig altid vaccinerede, steriliserede eller kastrerede og mærkede,” siger Karina Fisker afslutningsvis.

Er du interesseret i at hjælpe Nordjyllands Internat eller adoptere et dyr, kan du læse mere her.