Pizza, happy hour og fed stemning: Nordjyllands bedste padel-hold starter sæsonen med et brag
Nordjyllands bedste padelhold, AL-Bank Elitepadel Aalborg, leverede sidste sæson flere store padelaftener i PadelPadel Aalborg, som hurtigt er blevet kendt som Danmarks bedste padelhjemmebane.
Nu står en ny sæson i Elitedivsionen for døren, og på fredag den 27. september spiller holdet første kamp mod landsholdsspillerne fra PadelBoxen i Odense.
Sæsonens første kamp markeres med et brag på fredag med flere fede tiltag.
Flere tiltag i vente
Holdkampen begynder klokken 19.00, men allerede fra klokken 17.30 vil der være Happy Hour i PadelPadel Aalborg for at sikre den perfekte feststemning, når det går løs i buret.
Hjørring-pizzavirksomheden “Hos Magnus” oplevede så stor interesse i den seneste hjemmebane-kamp, at de vender retur for at lave frisklavede pizzaer.
Som noget nyt kan man endda bestille en ‘Malthe Nielsen’, opkaldt efter AL-Banks unge stjernesmasher. Malthe Nielsen har i øvrigt også fået sin egen sang, som vil blive spillet i højtalerne fredag.
Derudover har den lokale kampsponsor PadelSpecialist igen tryllet med flere lækkerier.
Som optakt til den store holdkamp har man inviteret padelspillere fra forskellige padelforeninger i Nordjylland, blandt andet Hjørring og Brønderslev, til en mini-turnering inden.
PadelSpecialist sørger for mystery bags, som altid bliver revet væk. For 100 kr. kan man købe udstyr til en værdi af 400 kr. De er også klar med flere konkurrencer.
En fed duel i vente
Nu handler det jo også om spillet på banen.
Og her kan publikum se frem til padel fra øverste hylde i Danmark.
PadelBoxen har Emil “Slamdunk” Okkels med på holdet. En ung mand på over to meter, som er en del af landsholdet.
Okkels var en fantastisk tennisspiller, som slog Holger Rune i ungdomsårene. Derudover har PadelBoxen padelmaestroen Mads Elholm med – kendt for at have Danmarks mest elegante padelspil. En sand nydelse at se på.
AL-Bank Elitepadel har over sommeren hentet spanske Diego Diez, der arbejder i Aalborg, og sammen med Malthe Nielsen, Antonio Selma, Frederik Bjarkam, Mathias Lundquist, Christian Frølund, Joachim Bols og Kresten Mosbæk er det truppen til sæsonåbneren.