Klumme af Mette Lund Poulsen: Nordjylland skal være selvforsynende med plasma
Denne klumme er en del af formatet “Byens Stemmer” på MigogAalborg.
Her giver vi løbende ordet til markante aalborgensiske profiler, der deler deres egne perspektiver på byen, dens udvikling og de sager, der former vores fælles hverdag.
Denne gang handler det om, hvorfor det er så vigtigt, at Nordjylland bliver selvforsynende med plasma.
Ordene er leveret af Mette Lund Poulsen, der er formand for Bloddonorerne Aalborg og Næstformand for Bloddonorerne Region Nordjylland.
Klumme af Mette Lund Poulsen: Vi skal sikre, at Nordjylland bliver selvforsynende med plasma
Plasma er en forudsætning for, at vores sundhedsvæsen kan yde livsvigtig behandling. Det er derfor vigtigt, at vi bliver selvforsynende, da mange danskere er afhængige af medicin fremstillet af plasma for at kunne leve et normalt liv.
Plasma er væskedelen af blodet og indeholder essentielle proteiner og antistoffer såsom albumin og immunglobulin. Danmark er i dag 64 pct. selvforsynende med immunglobulin, som udvindes fra plasma. Vi mangler dog stadig at indsamle 85 tons plasma årligt for, at Danmark kan blive uafhængig af det globale marked, hvor USA er hovedleverandør, og sikre det danske sundhedsberedskab gennem selvforsyning.
Vi har derfor behov for, at flere nordjyder tilmelder sig som donorer, da vi på landsplan mangler ca. 27.000 plasmadonorer.
En stærk indsats fra donorerne i Nordjylland
I Nordjylland er vi nået langt, og regionen producerede sidste år 15,6 tons plasma. Det er utroligt imponerende ift. antallet af tappelejer i regionens blodbanker, og Region Nordjylland har hermed mere end fordoblet sine plasmaleverancer de sidste 10 år fra 6,7 tons i 2015 til 15,6 tons i 2025.
Der er i forlængelse heraf mange borgere i Nordjylland, der yder en ekstraordinær indsats. Over 9.000 personer donerede sidste år fuldblod i Region Nordjylland, mens over 4.000 personer mødte ind til en plasmatapning.
I mandags mødte Egon fx ind til sin tapning nummer 300 i Blodbanken i Aalborg, og han blev hermed den første person i regionen til at nå op på 300 tapninger. Derudover kommer donorer såsom Jane mere eller mindre hver anden fredag i blodbanken – ofte sammen med sin veninde Ida, da man kan give plasma ca. hver 14. dag. Det er muligt, fordi proteinerne i plasma bliver fuldt gendannet inden for en uge.
Et tæt samarbejde mellem blodbankerne og frivillige ildsjæle
Foruden de mange borgere, der vælger at bruge deres tid på at hjælpe andre ved at sætte sig i tappestolen, ville de sidste års positive udvikling ikke have været muligt uden blodbankernes gode arbejde og de mange frivillige, der arbejder for at rekruttere og anerkende nye donorer.
Som formand for Bloddonorerne Aalborg og næstformand for Bloddonorerne Region Nordjylland har jeg set den store frivillige indsats, der bliver ydet, for at tiltrække nye donorer og anerkende donorerne for deres indsats.
Indsatsen fra disse frivillige ildsjæle er med til at understøtte blodbankernes livsvigtige arbejde til gavn for blandt andet kræftpatienter, fødende kvinder, patienter, der skal opereres, og personer med sygdomme i immunsystemet.
Som formand for Bloddonorerne Aalborg og næstformand for Bloddonorerne Region Nordjylland er et af mine mål at styrke samarbejdet mellem enhederne, der drevet af kompetente frivillige er med til at få flere til at donere, og blodbankerne, der hver dag tager sig kærligt af vores donorer og sørger for, at de har lyst til at donere igen.
Det er et mål, som det går virkelig godt med at opfylde i Region Nordjylland, og derfor har vi i dag et tæt samarbejde mellem de frivillige og de ansatte i blodbankerne.
Læs også: Historisk tapning starter plasmaugen: Egon blev tappet for 300. gang Vi får brug for at flere sætter sig i tappestolen oftere
For at sikre, at der er tappelejer nok, flytter Blodbanken i Aalborg fra Aalborg Universitetshospital Nord på Urbansgade 32 til Aalborg Universitetshospital Syd i slutningen af 2026 med henblik på at udbygge kapaciteten for plasmaindsamling.
Vi får i den forbindelse brug for en styrket indsats fra frivillige donorer i Aalborg, der vil bruge deres tid på blandt andet at hjælpe personer med nedsat immunforsvar og autoimmune sygdomme samt patienter på hospitalerne, der f.eks. har lidt store blodtab.
For mange patienter er behandling med immunglobulin fra plasma nemlig den eneste mulige behandling, og der er et stigende antal sygdomme, der kan behandles med immunglobulin.
Derfor er der også et stigende behov for både at få nye plasmadonorer til at sætte sig i tappestolen og for at få eksisterende donorer til at give plasma oftere.

De fleste kan bidrage
Hvis du er mellem 17 og 75 år, vejer over 60 kg og er sund og rask, kan du højst sandsynligt donere plasma. Ved en plasmatapning tappes væskedelen af blodet, mens donorer får de røde blodlegemer igen. Man kan derfor godt bidrage ofte, selvom man har en lav blodprocent.
Samtidig gennemgår plasma en lang proces med oprensning og varmebehandling til medicinfremstilling, hvor eventuelle medicinrester og vira fjernes. Det betyder, at der er betydeligt færre karantæneregler og tappepauser for plasmadonorer.
Mange mennesker, der tager medicin, må gerne være plasmadonor, selvom medicinen måske betyder, at de ikke må være almindelige bloddonorer. Er man i tvivl, kan man hurtigt slå medicinen op på min.medicin.dk. Derudover er der ingen rejsetappepauser for plasmadonorer, så man kan frit donere, uanset hvor sommerferien gik hen.
Jeg håber derfor, at du og andre nordjyder, der læser dette, vil være med til at bidrage til plasmaoprustningen i Region Nordjylland, uanset om du donerer i Aalborg eller Hjørring.

Er der ikke et plasmatappested i nærheden af dig, kan du glæde dig over, at du også bidrager til plasmaforsyningen, når du donerer fuldblod. 26,5 pct. af plasmaleverancerne i Region Nordjylland kom sidste år fra fuldblodstapninger.
Du kan tilmelde dig som plasmadonor på plasmastyrken.dk