Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Nordjylland i trist Top 3: Stigende antal spritbilister taget i juletiden

Af Stine Kjølby Christensen

I perioden fra torsdag den 26. november til lørdag den 26. december 2020 gennemførte politiet de traditionelle juletrafikkontroller i trafikken.

Udover spirituspåvirkning var der også kontrol af, om førerne var påvirkede af narkotika eller medicin og politiets indsats var på trods af corona-situationen især rettet mod de store julefrokostdage torsdage, fredage, lørdage og søndage i ugerne op til jul.

I dette års kontrolperiode blev der i hele Danmark sigtet 432 førere for spirituskørsel og 784 for narkokørsel.

Hertil kommer 143 trafikulykker, hvor spiritus kan have været en medvirkende årsag til ulykken samt 25 ulykker, hvor føreren mistænkes for narkokørsel.

Nordjylland i Top 3

Tallene fordeler sig sådan, at Nordjylland er endt i Top 3 med 41 tilfælde af sigtelser for spirituskørsel. Midt- og Vestjylland rammer en sikker 1. plads med 72 tilfælde, mens Midt- og Vestsjælland indtager 2. pladsen med 54.

Sammenlagt blev 432 sigtet for spirituskørsel i juleperioden.

Ved de tilsvarende juletrafikkontroller i 2019 blev 413 bilister sigtet for spirituskørsel og 511 for narkokørsel. I samme periode skete der 78 spiritusulykker og 17 ulykker, hvor føreren var mistænkt for narkokørsel.

“Selvom mange julefrokoster har været aflyst, og nattelivet har været ramt af restriktioner, har vi alligevel sigtet rigtig mange mennesker for spiritus- og narkokørsel.

Det er bekymrende, meget overraskende og ret skuffende,” udtaler Christian Berthelsen, Politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Heldigvis kan der over den seneste årrække konstateres et fald i antallet af spiritusbilister fra godt 11.700 sigtede i 2007 til lidt over 6.000 i 2019. Desværre er faldet dog ikke fortsat de seneste 3 år, hvor tendensen viser en stigning på knap 8%.

Flere ulykker

I forhold til juletrafikkontrollen i 2020 er antallet af registrerede uheld, hvor føreren har været påvirket steget markant.

“Selv små mængder af alkohol påvirker dømmekraften og reaktionsevnen bag rattet. Sætter man sig bag rattet og kører i påvirket tilstand, vælger man bevidst at bringe sit eget og andres liv i fare.

Det valg er uanset omstændighederne det forkerte valg” udtaler Christian Berthelsen.

Antallet af sigtede narkobilister er generelt stigende, hvilket tallene for juletrafikkontrol 2020 bekræfter.

Risikoen for at blive involveret i et færdselsuheld er 1-3 gange større, hvis man er påvirket af hash, og risikoen stiger yderligere 2-10 gange, hvis man er påvirket af kokain.

Vælger man kombinationen af stoffer og alkohol, så bliver risikoen 20-200 gange større end hvis man ikke var påvirket.

Del artikel

Andre læser også