Kæmpe nyhed: Nordens største satellitfabrik skal bygges i Aalborg
Der er fuld fart på Aalborg-virksomheden Space Inventor, som blandt andet har amerikanske NASA som kunder.
Nu vil den aalborgensiske virksomhed bygge Nordens største satellitfabrik lige her i Aalborg.
Det meddeler Space Inventor i en pressemeddelelse.
Space Inventor ligger lige nu placeret i kontorlokaler centralt i Aalborg, men i fremtiden skal de huse et domicil i forskerparken Novi i Aalborg Øst tæt på Gistrup.
Virksomheden, der i dag har 50 ansatte og en omsætning på 50 mio. kroner, vil med den 3500 kvadratmeter store fabrik sikre at flerdoble sin omsætning til kunder inden for militær overvågning, forskning og uddannelse samt kommunikation.
Fordobler omsætning til 100 mio. kr.
Space Inventor regnes for at være en af de mest spændende nyere virksomheder i Danmark for tiden, og de var blandt andet også nomineret til Årets Erhvervspris til AALBORG AWARDS.
“Vi har i løbet af otte år nået en position, hvor vi er blevet en betydende aktør inden for science, defence og geostationær satellitkommunikation.
Det er netop her, vi ser væksten i de kommende år, og derfor skalerer vi nu produktionen op med en dedikeret fabrik, der fra dag ét bliver en af Europas mest avancerede,” fortæller Karl Kaas, der er grundlægger og adm. direktør i Space Inventor.
Ifølge Karl Kaas står selskabet til at fordoble omsætningen fra 50 til 100 mio. kroner i år.