Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Nomineret igen til Årets Arbejdsplads: Nu ejer medarbejderne JCD

Af Michael Qureshi

Frem til 30. marts bringer vi portrætter af flere af de nominerede til AALBORG AWARDS – JCD er igen nomineret til Årets Arbejdsplads

For nøjagtig et år siden kunne IT-virksomheden JCD lade sig hylde på scenen som Årets Arbejdsplads i Aalborg.

Mange har siden skævet misundeligt til de rammer og arbejdsforhold, der skabes for medarbejderne på den veletablerede virksomhed.

Andre har også tænkt, at nu var toppen nået. Nu kunne der ikke udvikles mere for medarbejderne på en arbejdsplads.

Men det kunne de så alligevel godt. I november sidste år kom det nemlig frem, at 38 medarbejdere havde overtaget virksomheden, og dermed var Dansk Cater A/S købt ud af aktiemajoriteten.

I dag er det således, at en stor del af de godt 70 nuværende medarbejdere reelt set ejer deres egen arbejdsplads sammen med stifter og direktør Jørgen Bønsdorff.

En ganske særlig historie i det danske erhvervsliv, fordi her ikke er tale om medarbejderoptioner men om rigtige aktier.

Nomineret igen til Årets Arbejdsplads: Nu ejer medarbejderne JCD

Betragter hinanden som familie

For marketings-assistent Karina Toldbod var der ingen tvivl, da muligheden bød sig for at købe sig ind i sin egen arbejdsplads.

“Der er skabt en kultur herude, hvor man føler sig hjemme.

Vi ser ikke hinanden som kolleger men mere som en familie, og der er skabt endnu større fællesskab ved, at vi nu er rigtig mange, som ejer JCD,” forklarer Karina Toldbod.

Hun tilføjer;

“Man bliver mere ærekær, og får virkelig en større ansvarsfølelse, og som medejer er man endnu mere ivrig efter at skabe gode forhold for medarbejderne, så alle har lyst til at blive her.

Vi har jo det her begreb “Trivselsministre”, som er udvalgte medarbejdere, der skal skabe tiltag for medarbejderne.

De har blandt andet lavet en Love-væg, hvor alle kan hænge billeder op af noget eller nogen, der betyder noget for dem. Der er virkelig meget kærlighed på den væg, og det symboliserer bare det sammenhold, vi har.

I år er jeg Trivselsminister, og det er super fedt, at have medindflydelse på den måde,” fortæller hun.

Nomineret igen til Årets Arbejdsplads: Nu ejer medarbejderne JCD

Handler om at rose og anerkende

En anden opfindelse fra Trivselsministrene er Geo Glad.

Den lille trold går på tur i virksomheden. Har man ham, skal man inden for en uge give den videre til en kollega, som man synes fortjener et skulderklap for en god indsats.

På den måde er det ikke kun op til ledelsen, at rose og anerkende, men også medarbejderne – fra en kollega til en anden.

Det giver en særlig kultur, som man måske ikke mærker i mange virksomheder.

Nomineret igen til Årets Arbejdsplads: Nu ejer medarbejderne JCD
Geo Glad

Virksomheden byder også på en amerikansk diner som kantine, Danmarks største IKEA-sofa, adskillige tema-frokoster og små events hen over året og generelt en løssluppen, kammeratlig og fri omgangstone.

Kim Nedergaard har været i JCD i syv år. Han har for alvor mærket, at medarbejderne har overtaget virksomheden, da han blev valgt ind som deres repræsentant i bestyrelsen.

Pludselig sidder han med til bords, når de største beslutninger træffes.

“Det var ikke, fordi der tidligere var langt ind til Jørgens kontor.

Men nu hvor vi er medejere, så har vores ønsker og ord en lidt tungere vægt.

Jeg er stolt over, at mine kolleger valgte mig ind i bestyrelsen, så jeg har et stort ansvar nu for at sikre, at vi er på omgangshøjde med beslutningerne,” fortæller Kim Nedergaard.

Nomineret igen til Årets Arbejdsplads: Nu ejer medarbejderne JCD

Har indflydelse på tingene

Han åbner også op omkring de personlige overvejelser omkring selv at investere i virksomheden.

“Der er jo flere af os med familie, som jo også lige skal finde økonomien privat til at købe os ind.

Men det var noget, som var vigtigt for mig.

Jeg har ikke set det her som en økonomisk investering, men mere for at få indflydelse på tingene.

Jeg synes virkelig, at vi er et sammentømret hold her, og vi inddrager også dem, som ikke er blevet aktionærer i virksomheden,” lyder det fra Kim Nedergaard.

Når man går rundt inde på JCDs kæmpe kontor, så spotter man en gynge midt i det hele.

“Tag en tur i skyen,” står der med flere hentydninger til det it-univers JCD arbejder med. Her kan man tage en tænkepause eller fejre en succes med en ordentlig gyngetur.

Nomineret igen til Årets Arbejdsplads: Nu ejer medarbejderne JCD

Frihed til at være first movers

Salgschef Thomas Ertmann har været i JCD i 18 år, og han mærker også forskellen fra tidligere, hvor en stor virksomhedsaktionær sad for bordenden med aktiemajoriteten og så nu.

“Når du har en ekstern, der har høj ejerandel, så kigger de måske mest på bundlinjen. Det er jo deres opgave.

Vi kigger selvfølgelig også på tal, men har samtidigt mere frihed til at være first movers og mere innovative for at være bølgebrydere i vores branche.

Det er ikke så let, når der sidder en anden part og kun kigger på tal. Men medarbejderne ved, hvad der kræves for at være bedst i landet på hvert enkelt fagområde,” lyder det fra Thomas Ertmann.

Han fortsætter;

“Man fejrer hver eneste succes mere end tidligere. Nu ved man, at fremgangen har en stor personlig betydning også, når der er så mange af os, der selv har hånden på kogepladen.

Det skaber en helt særlig ånd. Smilene er endnu større nu, selv om jeg faktisk ikke troede, det var muligt,” forklarer Thomas Ertmann.

Slikræven kigger forbi

Et af virksomhedens mål er, at det skal være sjovt at gå på arbejde, når man er ansat hos JCD. Sådan kan det se ud, når JCD overrasker medarbejderne med et af mange små events i dagligdagen. Selveste Slikræven kan kigge forbi.

Nomineret igen til Årets Arbejdsplads: Nu ejer medarbejderne JCD
Slikræven

For stifter og direktør Jørgen Bønsdorff har det været en speciel tid, siden medarbejderne købte sig stort ind i JCD. Faktisk var det et stort bud, der fik sat i processen.

“Der kom på et tidspunkt en forbi sidste år med en stor check og ville købe butikken.

Vores bestyrelse var klart af den opfattelse, at vi skulle sælge, men jeg var ikke så sikker.

Jeg synes, vi har fået skabt en dejlig arbejdsplads på alle parametre, og det var ikke sikkert, at han skulle bruge alle afdelinger i huset.

Så jeg fik fat i min ledergruppe, og så var jeg forbi vores banker for at sikre, at de ville bakke op, hvis jeg kom med en gruppe medarbejdere, der skulle låne en sum penge for at købe sig ind.

Den var de heldigvis med på alle parter, og så gik det ellers stærkt,” fortæller Jørgen Bønsdorff.

Nomineret igen til Årets Arbejdsplads: Nu ejer medarbejderne JCD
Jørgen Bønsdorff

Har mærket sidste års titel

“Vi har jo siden 2002 givet medarbejderne løbende muligheden for at købe aktier, men her var det en noget større operation. Nu er JCD 100% ejet af medarbejdere.

Jeg er meget tilfreds med, at 38 ud af ca. 70 har købt sig ind. Vi er sammen på båden, og det skaber noget helt unikt på en arbejdsplads, som er svært at beskrive. Men jeg er stolt som leder over den her opbakning,” siger Jørgen Bønsdorff.

Omkring at være nomineret igen til Årets Arbejdsplads i Aalborg siger han;

“Vi har mærket det på mange punkter. Der har været større interesse udefra for at komme og arbejde for os, og det har givet en masse stolthed her i huset.

Så vi er glade for nomineringen, og håber, at vi igen kan vinde den.”

Del artikel

Andre læser også