Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Nødlandede midt i Aalborg: Kanin luftballonen er berømt i Sverige

Af Michael Qureshi
Foto: Michelle Volfgang Bæk/Instagram
Foto: Michelle Volfgang Bæk/Instagram

Hvis man kiggede op mod himlen i aftes over Nørresundby og Aalborg, kunne man ikke undgå at få øje på den.

Det var ikke en UFO, men derimod en luftballon udformet som en gigantisk kanin.

I første omgang var den til stor morskab, mens den svævede ind over Aalborg midtby, men pludselig opstod der et usædvanligt drama.

Luftballonen dykkede og nødlandede på p-pladsen ved Sygehus Syd lige på Hobrovej. Det fik telefonerne til at gløde hos Nordjyllands Politi, der fik rigtig mange opkald på nødballonen.

“Vi har tre patruljevogne på stedet lige nu. Ikke fordi der er nogen, der er kommet noget til, for nødlandingen forløb ganske stille og roligt. Men der er mange mennesker, der har set ballonen gå ned,” sagde vagtchef Henrik Beck til TV2 Nord i aftes.

Derfor gik det galt

Og hvad er så forklaringen på, hvorfor det gik så galt. Ekstra Bladet har talt med den svenske ballonskipper Peter Magnusson.

Han forklarer, at manglende vind var årsagen til, at han i hast måtte finde et sted at lande kanin-ballonen.

“Vejrudsigten havde ellers lovet masser af vind i løbet af aftenen, men i Aalborg var der pludseligt ikke så meget som en brise.”

“Vi var nødt til at lande, men det skete altså uden drama. Selvfølgeligt er det lidt usædvanligt at lande midt på en parkeringsplads i centrum af en stor by, og derfor kom der også pludseligt en masse mennesker for at tage billeder,” sagde Peter Magnusson til eb.dk

Berømt luftballon i Sverige

MigogAalborg trak også i research-trøjen sent i aftes for at finde frem til, hvor denne noget specielle kanin luftballon oprindeligt stammer fra. Og den er såmænd ret berømt i Sverige. Den er kendt som Liseberg-kaninen og et vartegn for Göteborgs kendte forlystelsespark.

Så sent som i marts i år ramte den overskrifter i de svenske medier med en verdensrekord. Det blev nemlig den første luftballon nogensinde i verden til at flyve over Sveriges højeste bjergtop. Det skrev Expressen i en artikel 31. marts 2017.

Den passerede 50 meter over den sydlige top på Kebnekaise, som er Sveriges højeste punkt. Det punkt er lidt over 2 km over havets overflade. Bjerget ligger i Lappland, og det var den svenske eventyrer Robin Trygg som var med ombord.

Ballonskipper er rutineret

Desuden var manden ballonskipperen også ved denne lejlighed Peter Magnusson, som altså måtte nødlande i Aalborg tirsdag aften.

Liseberg-kaninen blev ifølge Expressen maskot for den store svenske forlystelsespark i Göteborg i forbindelse med 60 års jubilæet i 1983. I 2013 åbnede Liseberg børneområdet Kaninlandet. Luftballonen har ved flere lejligheder gjort reklame for Liseberg.

Ifølge Lisebergs PR-chef er luftballonen 36 meter høj og 19,2 meter bred.

Del artikel

Andre læser også