Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Et stigende problem: Nikotinposer flyder i gader og natur

Af Nathalia Hentze Nielsen
Foto: Danmarks Naturfredningsforening
Foto: Danmarks Naturfredningsforening

De små hvide, rektangulære poser ligger efterhånden alle steder.

I Aalborg midtby, på villaveje, i naturen – mange smider dem på jorden i stedet for skraldespanden.

At vi spotter flere snus- og nikotinposer rundt omkring i byen kommer bl.a. af at forbruget af “tobakken” er steget i Danmark.

Ifølge en ny undersøgelse, som Epinion har lavet for Danmarks Naturfredningsforening, oplever 52 procent af danskerne, at det flyder med snus og nikotinposer. Samtidig svarer 69 procent, at de oplever det som et stigende problem.

Det skriver Danmarks Naturfredningsforening i en pressemeddelelse.

Vil kortlægge problemet

Hos Danmarks Naturfredningsforening genkender man billedet af, at de karakteristiske hvide poser er blevet et hyppigere syn på jorden rundtomkring.

Gennem de seneste år har foreningen modtaget flere og flere meldinger om større mængder snus og nikotinposer.

Derfor har Danmark Naturfredningsforening valgt at sætte fokus på netop snus og nikotinposer på den landsdækkende affaldsindsamling, der starter i dag.

I forbindelse med indsamlingen bliver de op mod 235.000 deltagere bedt om at melde tilbage, om de er stødt på nikotinposer og snus, og hvor mange de i så fald har fundet.

“Det er vores klare opfattelse, at man kan finde snus og nikotinposer rigtig mange steder – på trods af, at det jo er en relativt ny type affald herhjemme.

Og med et stigende forbrug mener vi, at der er behov for et øget fokus på problemet og for at undersøge omfanget nærmere.

Derfor har vi valgt at bede de mange tusind deltagere ved årets affaldsindsamling om at hjælpe os med at blive klogere på, hvor udbredt det egentlig er,” siger Lars Midtiby, direktør i Danmarks Naturfredningsforening.

Risiko for forgiftning

Selvom poserne ikke er særligt store, er der ifølge Danmarks Naturfredningsforening god grund til at være opmærksom på problemet med henkastede nikotinposer og snus.

For ud over at poserne kan indeholde plastik og ikke hører hjemme i naturen, er der en risiko for, at dyr bliver alvorligt syge og i værste fald dør, hvis de kommer til at indtage dem.

“Det kan godt være, at nikotinposerne er små og ikke fylder så meget i landskabet, men de kan alligevel godt gøre stor skade, hvis dyr forveksler dem med mad og kommer til at spise dem,” siger Lars Midtiby og peger på, at der gennem de seneste år i medierne har været en del eksempler på hunde, der er blevet nikotinforgiftet.

Hos Den Danske Dyrlægeforening har man ikke statistikker over, hvor mange hunde der forgiftes af nikotinposer. Men ifølge foreningens formand, Hanne Knude Palshof, bør man som hundeejer være opmærksom på nikotinposerne.

“I takt med at poserne er blevet mere udbredte og oftere henkastes i naturen, er der naturligvis et stigende antal hunde, der forgiftes, fordi de finder det i en busk eller hvor de nu går tur.

Når en hund snupper noget i munden, kan ejeren ikke altid nå at gribe ind – eller opdager det måske slet ikke – og da nikotin er giftigt, kan det naturligvis have konsekvenser for hunden,” siger Hanne Knude Palshof og tilføjer, at man straks bør kontakte en dyrlæge, hvis man har mistanke om, at ens hund har indtaget et nikotinprodukt eller andet potentielt giftigt.

Del artikel

Andre læser også