Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Kæmpe ære: Niklas Landin udpeget som OL-fanebærer

Af Ane Johanne Damgaard
Paradressurrytterne Tobias Thorning Jørgensen og Katrine Kristensen samt håndboldspiller Niklas Landin og sejler Anne-Marie Rindom til OL/PL-fanebæreroffentliggørelsen hos Bestseller i Aarhus. Foto: Lars Møller
Paradressurrytterne Tobias Thorning Jørgensen og Katrine Kristensen samt håndboldspiller Niklas Landin og sejler Anne-Marie Rindom til OL/PL-fanebæreroffentliggørelsen hos Bestseller i Aarhus. Foto: Lars Møller

Ved en ceremoni i Aarhus i dag er der netop sat navn på de danske fanebærere ved det nært forestående OL i Paris.

Nu står det klart, at håndboldspiller Niklas Landin og sejler Anne-Marie Rindom skal bære fanen ved OL-åbningsceremonien, mens dressurrytterne Tobias Thorning Jørgensen og Katrine Kristensen er i front ved åbningen af De Paralympiske Lege.

Det oplyser DIF, Team Danmark og Parasport Danmark i en fælles pressemeddelelse.

Ved ceremonien fik de overrakt fanerne af Sara Slott Petersen og Daniel Wagner, der sammen med henholdsvis Jonas Warrer og Lisa Kjær varetog fanebæreropgaven i Tokyo for tre år siden.

Kæmpestort og rørende

Set med aalborgensiske briller er det især stort, at Niklas Landin er blevet udpeget som en af Danmarks fanebærere ved OL.

Den 35-årige målmand, der flere gange er blevet kåret som verdens bedste håndboldspiller, bor i Aalborg, hvor han har spillet for Aalborg Håndbold siden sidste sommer.

“Jeg blev virkelig rørt, da jeg blev spurgt, om jeg ville være fanebærer til OL. Det er kæmpestort for mig, og jeg kan ikke forestille mig nogen større ære eller anerkendelse af det, jeg har opnået som atlet.

At jeg som den første håndboldspiller får lov til at gå i spidsen for det danske OL-hold, det er meget specielt, og det gør mig utroligt stolt.

Jeg tror ikke, det kan sammenlignes med nogen anden oplevelse i sportens verden, og jeg har svært ved at forestille mig, at det kan toppes.”

Niklas Landin har været med til at vinde både guld og sølv ved OL i henholdsvis 2016 og 2021.

Og til sommer skal han jagte guldet ved OL endnu engang med det danske håndboldlandshold.

Spektakulær åbning i vente

Når den olympiske flamme tændes den 26. juli i Paris, sker det første gang i legenes historie ikke inde på et stadion.

I stedet får op mod 600.000 tilskuere langs Seinen en unik mulighed for at tage del i åbningsshowet og hylde delegationerne fra 206 nationer, der på spektakulær vis sejles gennem den franske hovedstad.

OL-chef de mission Søren Simonsen fra DIF glæder sig over, at det bliver med to af danskernes OL-favoritter, Anne-Marie Rindom og Niklas Landin, som galionsfigurer på den danske båd.

“Vores fanebærere til OL i Paris kan fremvise nogle helt fantastiske meritter fra sportens allerøverste hylde. Både Niklas og Anne-Marie har inden for hver deres disciplin vundet OL-guld og været kåret til verdens bedste, så rent sportsligt er det svært at stille med stærkere kandidater.

Men samtidig har de altid udmærket sig som gode og særdeles vellidte repræsentanter for dansk elitesport generelt, og på hver sin måde har de bidraget ekstremt flot til fællesskabet inden for egen idræt. Anne-Marie Rindom som mentor for de unge sejlere og Niklas Landin som mangeårig anfører for det danske landshold.

Derfor er det med meget stor stolthed, at jeg ser frem til, at netop de to står i spidsen for den danske delegation til OL-åbningsceremonien i Paris,” lyder det fra Søren Simonsen i pressemeddelelsen.

De 33. Olympiske Lege finder sted i Paris fra 26. juli til 11. august 2024.

DIF og Team Danmark forventer at sende omkring 120 danske atleter til OL, hvor mere end 10.500 atleter fra 206 nationer deltager samlet set.

Del artikel

Andre læser også