Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Sparetider i Aalborg Kommune: Nibe Festival må undvære økonomisk støtte

Af Nathalia Hentze Nielsen
Foto: Simone Kjølby Christensen
Foto: Simone Kjølby Christensen

Det er tredje dag på Nibe, og vi stod klar til dagens pressemøde.

Festivalleder Peter Møller Madsen startede på en positiv note med at sige, at det er en lettet Skalskov, en tilfreds skov og en skov propfyldt med mennesker.

Der er nemlig omsat for 6,7 millioner kroner det seneste døgn, hvilket gør det til den absolut største dag nogensinde omsætningsmæsigt.

“Jeg bliver en kende skuffet i morgen, hvis vi ikke slår det tal. Det ser rigtigt positivt ud,” supplerede Thomas Larsen, der er formand for Nibe.

Intet slagsmål fra Nibes side

Pressemødet havde overvejende positive toner, men der var alligevel en nyhed, der kan trække mundvigene ned for nogen.

“Vi har nu vidst et stykke tid, at Aalborg Kommune har valgt at fjerne deres tilskud til festivalen. Det vil sige, at 250.000 kroner bortfalder.

Det er vigtigt for Møller (red: festivallederen) og jeg at sige, at der er ingen panik af den grund. Hvis det er vores bidrag til, at Aalborg Kommune gennemfører deres spareplan, støtter vi det 100%.

Vi klarer os alligevel,” understreger Thomas Larsen.

Han tilføjer, at det er vigtigere for festivalen at fortsætte det gode samarbejde med kommunen.

“Dialogen er altafgørende. Der er ikke noget slagsmål herfra. Vi accepterer det fuldstændig.”

Efter den lille mavepuster, som de tog med ophøjet humør, faldt snakken igen på mere positive noter.

Gigantisk succes med købmandsbutikken

Thomas Larsen, der er talmanden, opdaterede os selvfølgelig også på Bacardi Breezer tallene, der har fyldt meget i pressen under festivalen, grundet de høje tal.

“Vi har solgt 48.000 breezers nu. Det stormer derud. Der er blevet drukket 13.000 breezers alene siden i går,” siger han.

Det er købmandsbutikken, der er nyetableret i Camp Øst, som oplever gigantisk succes med salg af bl.a. alkohol.

“Købmandsbutikken er en del af den strategi, vi har for at passe på vores festival, så vi fortsatte kan være en del af dette ultimative samfund og de ultimativt smukke omgivelser,” tilføjer Peter Møller Madsen.

Han fortsætter med tal for det sikkerhedsmæssige aspekt af Nibe Festival.

“Der har været mere at lave sikkerhedsmæssigt i nat. I den første del af dagen, til og med midnat, har der ikke været noget at lave.

Men i nat blev der klippet 12 armbånd, hvoraf otte blev erstattet med advarselsarmbånd for at statuere et eksempel.”

De resterende fire armbånd blev fjernet helt, fordi situationerne involverede vold og trusler. Her blev politiet også involveret.

I morgen er fjerde og sidste dag på Nibe Festival i 2023.

Del artikel