Helt nyt tiltag: Nibe Festival udvider med vildt glamping-område
Mange festivalgæster vil meget gerne overnatte under lækre og luksuriøse forhold – andre crasher den billigst mulige løsning.
Festivalpublikummet i Nibe er heldigvis mangfoldigt – også når det kommer til deres overnatningsbehov, og det har Nibe Festival store intentioner om at imødekomme.
Det skriver de i en pressemeddelelse.
”Vi har de seneste år gennemført en større publikumsundersøgelse, så vi kan udvikle festivalen i takt med vores gæsters ønsker og behov. Analyseresultaterne viser, at mange af vores gæster efterspørger mere luksus, komfort og fleksibilitet på vores campingområder.
Det har vi selvfølgelig taget til os. Vi glæder os utroligt meget til at sætte det store udvalg af boformer i salg d. 13. februar” – udtaler Festivaltalsmand Peter Møller Madsen.
Læs også: Udvider: Nibe Festival køber større jordstykke Tre nye boformer – ren forkælelse
Udover de mange forskellige overnatningsmuligheder, som Nibe Festival allerede nu kan tilbyde, så introduceres der i 2025 ikke mindre en tre helt nye boformer, som alle bliver en del af det nye campingområde Karma:
Hotel Karma – luksusovernatning i egen hotelvogn
Karma Glamping – glamping med stil og komfort i lækkert Tipi Telt
Reunite – bæredygtig festivalovernatning uden besvær
De nye boformer giver festivalgæsten en helt ny festivaloplevelse med endnu bedre faciliteter, en fantastisk beliggenhed helt tæt på Skalskoven og direkte udsigt til Limfjorden.


Mere ro og bedre omgivelser
Det tidligere campingområde Karma flytter væk fra Øst og rykker ned på et nyt areal, helt tæt på Skalskoven. Det nye Karma er flyttet for at give vores gæster endnu bedre oplevelser.
Her får festivalgæsten mere plads, mere ro og endnu smukkere omgivelser at vågne op til, med en fantastisk udsigt til Limfjorden.
”Vi ser helt sikkert frem til at tage det nye område, som har en helt fantastisk beliggenhed i brug – og åbne op for de nye luksuriøse boformer.
Og så er vi selvfølgelig samtidig meget tilfredse med, at vi i 2025 også kan tilbyde Reunite´s meget bæredygtige boform. Sidst men ikke mindst, så glæder det os, at vi i 2025 også kan tilbyde boformer til dagsleje,” afslutter Peter Møller Madsen.
Diverse boformer – både de allerede eksisterende og de nye – sættes i salg den 13. februar kl. 10. Det er allerede nu muligt at læse mere om de mange forskellige boformer her.